32-årig stukket i skulderen: Politiet leder efter to mænd!

En 32-årig mand er blevet kørt på skadestuen efter at være blevet stukket i skulderen formentlig med en kniv mandag.

Det oplyser vagtchef Lau Larsen fra Nordjyllands Politi mandag aften til Nordjyske. Han tilføjer, at den 32-årige er uden for livsfare.

Mandag sen eftermiddag modtog politiet en melding om hændelsen, der er sket ved en grillbar på Gugvej ved Mylius Erichsens Vej i det østlige Aalborg.

LÆS OGSÅ: Nadia overværede uheld med bilist, der bragede ind i glasparti: – Jeg troede, han var død!

Politiet leder efter to gerningsmænd, der mistænkes for at stå bag det formodede knivstikkeri.

Vidner skulle angiveligt have set de to mænd, der beskrives som spinkle og maskerede, stikke af i en sølvgrå personbil.

Nordjyske skriver, at politiet har gennemsøgt området, men endnu ikke fundet gerningsvåbnet. Det er endnu uvist, hvad motivet for overfaldet har været.

Arkivfoto