SF-formand får ny særlig rådgiver efter balladesag

Artiklen fortsætter under annoncen
Artiklen fortsætter under annoncen

Økonomi- og indenrigsministeren har igen fået ansat særlig rådgiver, efter at Thomas Nystrøm hurtigt stoppede.

Morten Aastrup Jørgensen er blevet ansat som særlig rådgiver for økonomi- og indenrigsminister Pia Olsen Dyhr (SF).

Det meddeler Økonomi- og Indenrigsministeriet tirsdag i en pressemeddelelse.

Han kommer fra en stilling som chef for politisk-økonomisk afdeling i SF, hvor han har været i tre år. Han er uddannet cand.polit. fra Københavns Universitet.

Morten Aastrup Jørgensen har tidligere også arbejdet som økonom i Fagbevægelsens Hovedorganisation og i Finansrådet.

I sidste uge blev Thomas Nystrøm ansat som særlig rådgiver for Pia Olsen Dyhr.

Efter få dage stoppede han dog på grund af tidligere sager med anklager om krænkelser og upassende adfærd, som førte til, at han i 2020 blev fyret fra partiet.

Pia Olsen Dyhrs beslutning om at ansætte Thomas Nystrøm igen vakte heftig kritik fra dele af SF’s bagland, ikke mindst SF-rådmand i Frederiksberg Kommune Lotte Kofoed.

Hun fortalte, at det var hende, der var blevet seksuelt krænket af rådgiveren.

Thomas Nystrøm har i et opslag på Facebook fredag erkendt, at han har opført sig “helt uacceptabelt” ved flere lejligheder.

Han husker ikke selv episoden med Lotte Kofoed, men har “ingen grund til at tro”, at det ikke er rigtigt.

Pia Olsen Dyhr har endnu ikke kommenteret Thomas Nystrøms farvel. Mandag afviste hun at sige noget om det ved et møde i SF på Christiansborg.

SF-formanden har tidligere forsvaret ansættelsen, blandt andet med den begrundelse, at Thomas Nystrøm denne gang skulle være ansat i et ministerium, ikke i SF.

Hun sagde i sidste uge på Folkemødet på Bornholm, at “det er noget andet seks år efter, når man har undskyldt og ændret adfærd”.

I et opslag på SF’s medlemsgruppe på Facebook skrev Pia Olsen Dyhr ifølge B.T., at hun “ønskede at stille med det stærkeste hold, så vi kan vinde flere sejre for SF”.

– Den slags strategiske rådgivere gror ikke på træerne, skrev hun videre om Thomas Nystrøm.

Det er også efterfølgende kommet frem, at SF har brugt Thomas Nystrøm som ekstern konsulent, efter at han blev fyret fra partiet.

Det er blandt andet sket i forbindelse med kommunal- og regionalvalget sidste år.

/ritzau/

Annonce
Annonce