Godt 27 år efter det lukkede ned kan en gammel kending for beboere i hovedstaden være på vej tilbage.
Et nyt atomkraftprojekt ved Barsebäck i Sydsverige, blot omkring 18 kilometer fra Malmø og cirka 23 kilometer fra København, er kommet et skridt videre efter en ny ansøgning om statsstøtte til opførelsen af to atomreaktorer.
Det oplyser den svenske regering tirsdag i en pressemeddelelse.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Bag projektet står selskabet Nordic Baseload Power, som søger støtte til opførelsen af to såkaldte kogendevandsreaktorer med en samlet kapacitet på omkring 2500 megawatt.
Ifølge nyhedsbureauet TT er målet, at den første reaktor kan være i drift “i god tid før 2035”, hvis de nødvendige godkendelser bliver givet senest i 2029.
Projektet er planlagt ved Barsebäck, hvor der tidligere lå et svensk atomkraftværk med to reaktorer, som blev taget i brug i 1975 og 1977.
De blev senere lukket i henholdsvis 1999 og 2005 efter mange års politisk og folkelig debat – også i Danmark.
Beliggenheden tæt på Øresund har historisk skabt stor modstand på dansk side, hvor Barsebäck-værket i 1970’erne og 1980’erne var et symbol på atomkraftkritik.
Protesterne blev blandt andet kendt under sloganet: “Hvad skal væk? Barsebäck!”
Hvis projektet gennemføres, vil det markere en mulig tilbagevenden til atomkraftproduktion i området efter næsten 20 års pause.
