Moskvas største olieraffinaderi ramt af droneangreb

Artiklen fortsætter under annoncen
Artiklen fortsætter under annoncen

Et ukrainsk droneangreb har tirsdag beskadiget Moskvas største olieraffinaderi, oplyser Moskvas borgmester Sergej Sobjanin ifølge Reuters.

Ukraines præsident Volodymyr Zelenskyj har delt en video af angrebet på Telegram.

Se videoen øverst i artiklen

”Denne gang mærkede Moskva-regionen rækkevidden af de ukrainske langdistancevåben. Et olieraffinaderi 500 kilometer væk blev ramt,” skriver Volodymyr Zelenskyj.

Ifølge borgmesteren i Moskva er der ikke meldinger om tilskadekomne, og redningsmandskab arbejder fortsat på stedet. Det er endnu uklart, om raffinaderiets produktion er blevet påvirket af angrebet.

Raffinaderiet ejes af det russiske olieselskab Gazpromneft og spiller en central rolle i brændstofforsyningen til Moskva-regionen.

Droneangreb mod russiske olieraffinaderier er blevet markant hyppigere siden begyndelsen af 2026. Ifølge Reuters har udviklingen flere steder ført til midlertidige nedlukninger og reduceret produktionen af blandt andet benzin, diesel og flybrændstof.

”Rusland skal tvinges til at afslutte krigen mod vores folk. Og ukrainske langdistancevåben er en af de vigtige bestanddele i et sådant pres,” skriver Volodymyr Zelenskyj.

Moskva-regionen har hidtil været forskånet for de forsyningsproblemer, som andre russiske regioner har oplevet som følge af angreb på energiinfrastruktur.

Annonce
Annonce