Hændelse i København: Ældre borger hastet på hospitalet

Flere politibiler og brandbiler ankom hurtigt til stedet

En ældre borger er blevet hastet på hospitalet efter en hændelse på et plejehjem i København. Både politi og brandvæsen er rykket ud

Københavns Politi har sammen med Hovedstadens Beredskab lørdag eftermiddag ved 15-tiden modtaget en anmeldelse om brand på et plejehjem på Peder Lykkes Vej i den københavnske del af Amager.

Det bekræfter vagtchef ved Københavns Politi Henrik Svejstrup over for Presse-fotos.dk.

“Det er korrekt, at vi har ildløs på et plejehjem. Branden er formentlig startet på grund af rygning i sengen,” fortæller vagtchefen og tilføjer:

“Vi har en beboer på plejehjemmet, der er blevet reddet ud, og som er blevet bragt på hospitalet. Jeg kender ikke tilstanden på personen på nuværende tidspunkt.”

(Artiklen fortsætter under billedet)

Politiet kender på nuværende tidspunkt ikke tilstanden på den ældre borger

Vagtchefen fastslår ved 16-tiden, at branden på plejehjemmet er slukket, men at det endnu er for tidligt at sige noget om de materielle skader, der er sket.

Billeder fra stedet viser, at Københavns Politi er rykket ud til stedet med mindst fire patruljer, mens Hovedstadens Beredskab også har deltaget med flere brandbiler.

Det er kun en uge siden, at en kvinde brændte ihjel under en anden brand på et plejehjem på Amager. Det er også politiets formodning, at denne brand startede på grund af rygning i sengen.

OPDATERING:

En mand er nu afgået ved døden under branden på Peder Lykkes Vej. Læs opdateringen her.