Troels Lund og Støjberg er klar til at samarbejde med Bojes nye parti

Lars Boje Mathiesens parti, Borgernes Parti, kommer på stemmesedlen ved næste folketingsvalg

Da Lars Boje Mathiesen i april 2023 luftede, at han overvejede at stifte et nyt parti eller melde sig ind i et andet parti, var meldingen ikke til at tage fejl af blandt flere partier omkring det sidstnævnte: Han var ikke velkommen hos dem.

Sådan lød det fra eksempelvis de borgerlige partier Liberal Alliance, Venstre, Dansk Folkeparti, De Konservative og Danmarksdemokraterne.

Tirsdag rundede Lars Boje Mathiesens parti, Borgernes Parti, så de nødvendige 20.195 vælgererklæringer, som er kravet for at blive opstillingsberettiget til Folketinget. Og dermed er Bojes parti på stemmesedlen ved næste valg, som senest finder sted 31. oktober 2026.

Borgernes parti skal ikke regne med samme kolde skulder som dengang i 2023. Både Venstre og Danmarksdemokraterne er klar til at samarbejde med det nye parti.

– Det er flot, at Lars Boje Mathiesen har indsamlet det krævede antal vælgererklæringer, og jeg byder hans parti velkommen. Og jeg ser frem til at samarbejde med det nye parti på de områder, hvor det giver mening, udtaler forsvarsminister og Venstre-formand Troels Lund Poulsen i en skriftlig kommentar.

Også Danmarksdemokraternes formand, Inger Støjberg, byder Bojes parti velkommen i den blå familie.

– Lars Boje er en velkendt stemme på Christiansborg. Han har været her i flere år og har indgået et hav af aftaler, så det er en, jeg er vant til at samarbejde med, siger Støjberg.

Formelt skal Indenrigs- og Sundhedsministeriet godkende vælgererklæringerne, da der kan være ugyldige iblandt. Men det regnes som en formsag.

/ritzau/