Karsten Ree smider ikke kun Janni ud

Arkivfoto.

Karsten Ree har erklæret krig mod sin kommende eks-hustru, Janni Ree. Det er dog ikke kun Janni, der har fået en hård medfart.

Det er ikke gået manges næse forbi, at der mildest talt hersker en sprængfarlig stemning mellem milliardæren Karsten Ree og tv-personligheden Janni.

Modstridende beskyldninger synes at eskalere den højspændte konflikt yderligere, og det lader ikke til, at parterne erklærer våbenhvile foreløbig.

Tidligere har Janni Ree været ude med riven og kritiseret Karsten for at smide hende for porten ved at låse døren til deres fælles strandvejsvilla i Vedbæklund.

Nu ser det dog ud til, at konflikten mellem de modstridende parter også har fået konsekvenser for en tredje part.

Janni oplyser til SE og HØR, at sønnen, 32-årige Victor Zenlev, også havde bopæl i Vedbæklund, og dermed ligeledes står uden tag over hovedet.

‘Han (Viktor Zenlev, red.) kom hjem fra arbejde og skulle overnatte, men låsene var skiftet, så kom sønnerne og eskorterede ham væk. Han har stadig ikke fået sine ting,’ forklarer Janni Ree.

Karsten Ree forholder sig rolig

Kommunikationsansvarlig for Ree-imperiet, Sune Aagaard, vælger ikke at kommentere på Jannis beskyldning, men lægger omvendt vægt på, hvordan Karsten Ree forholder sig til situationen.

‘Karsten vil med sindsro afvente den proces, der nu forestår og håndteres af myndighederne i forhold til skilsmissen. Vi henholder os til ægtepagten, og derudover har vi ikke andre kommentarer,’ slår Sune Aagaard fast over for mediet.

Ægteparret Karsten og Janni Ree mødtes under kontroversielle omstændigheder tilbage i 2013, da det viste sig, at de begge var i et forhold med andre.

Kontroverserne blev lagt til side, og de blev gift i 2015. De har været sammen i 11 år, men nu lader det til, at kapitlet har nået sin vejs ende.

Dramaet synes ingen ende at tage mellem det celebre par. Lige nu opholder Janni sig i udlandet som følge af den højspændte situation.