Kongen føler sig tryg blandt venner i ny rolle på første række

Dronning Mary og kong Frederik snørede onsdag skoene og vandrede i Norges første urbane nationalpark

Det er en ny oplevelse for kong Frederik og dronning Mary at være udenlands som kongepar og ikke længere som kronprinspar.

Det siger kong Frederik til pressen i forbindelse med en tur til en nationalpark i Oslo under kongeparrets andet officielle statsbesøg.

– Det er klart, nu kan man ikke vende sig om, siger kong Frederik og laver et søgende blik.

– Nu er vi i første række, og det tager vi til os, siger han.

Kongeparret har tirsdag og onsdag aflagt statsbesøg i Norge. For knap en uge siden drog parret ud på deres første statsbesøg som regenter. Her gik turen til Sverige.

For kong Frederik har det været trygt at være blandt ikke kun familie men også venner på statsbesøgene.

– Vi slapper godt af her, siger han til pressen, hvorefter dronning Mary tilføjer, at parret har haft gode stunder med både kongeparrene og henholdsvis kronprinsparret og kronprinsesseparret i Norge og Sverige.

Tirsdag aften sluttede kongeparret af med en gallamiddag, hvor den norske kong Harald og dronning Sonja var værter.

Den norske konge gav kong Frederik en række ord med på vejen, hvor han blandt andet lagde vægt på, at han så frem til samarbejdet og til at se kong Frederik vokse i rollen.

Talen har gjort indtryk på kong Frederik.

– Kong Harald er en meget erfaren og hjertelig herre, som vil det godt og altid gerne vil hjælpe en ung konge som mig godt på vej, siger kong Frederik.

– Så jeg føler mig enormt tryg ved hans side.

Turen onsdag gik til Østmarka Nasjonalpark, der er Norges første urbane nationalpark.

Parret hoppede sammen med det norske kronprinspar, kronprins Haakon og kronprinsesse Mette-Marit på metroen i hjertet af Oslo for at køre blot 19 minutter ud til parken.

Nationalparken er en smule usædvanlig, da den trods sin store størrelse ligger tæt på hjertet af den norske hovedstad, Oslo.

/ritzau/