52-årig mand dræbt i eksplosion: Det skete der i villakvarter

En mand er afgået ved døden efter en eksplosion ved Korsør. Det lader til at være en ulykke, oplyser politiet

En 52-årig mand er mandag død i en eksplosion i et villakvarter på Broholmvej ved Korsør.

Der er tilsyneladende tale om en ulykke, oplyser vicepolitiinspektør Rune Dahl Nilsson fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i en pressemeddelelse.

– Efter de foreløbige undersøgelser, som politiet har gennemført på stedet, lader det til, at der ligger en ulykke bag eksplosionen.

– Vi fortsætter dog vores undersøgelser for at klarlægge, om der i øvrigt er foregået strafbare forhold, siger vicepolitiinspektøren.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Beredskabet er talstærkt til stede

Han siger videre, at der ud fra de nuværende oplysninger ikke er grund til, at borgerne i Korsør skal være bekymrede for deres sikkerhed.

Politiet fik anmeldelsen klokken 11.09.

I timerne efter er der blevet foretaget kriminaltekniske undersøgelser på stedet, og først på eftermiddagen blev der fundet formodede eksplosive stoffer eller kemikalier, skriver politiet.

De formodede eksplosiver blev fundet i et udhus.

Politiet har ikke oplyst detaljer nærmere detaljer om stofferne.

Eksplosionen, som kostede de 52-årige livet, lader til at være sket udendørs, har vagtchef ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi Palle Hansen tidligere oplyst til Ritzau.

Lidt før klokken 16 mandag eftermiddag er meldingen fra politiet, at der venter en del arbejde med at få fjernet stofferne.

Først derefter kan afspærringen fjernes fra området.

Der er ikke nogen tidshorisont for, hvornår det vil ske, oplyser politiet.

Der er ikke andre personer, der er kommet til skade ved eksplosionen, som politiet betegner som kraftig.

Der er dog kommet en del skader på ejendommen på adressen samt på de tilstødende ejendomme, lyder det.

Til B.T. fortæller en person, at vedkommendes ruder og døre er blevet blæst ind.

– Jeg lå og tog en lur på sofaen, da jeg bliver vækket af den her enorme eksplosion, siger en nabo til den adresse, politiet arbejder på, til B.T.

En tilfældig person har netop fundet en studenterhue i den sø, hvor en ung student frygtes omkommet. Politiet har derudover nye oplysninger om eftersøgningen i den tragiske sag.