Vestegnsklub har fået vokseværk: Nu er der endnu mere plads til alle

Badr Fight Club har fået større lokaler og bedre faciliteter, men én ting har ikke ændret sig: Klubbens fokus er fortsat på at danne rammerne for udsatte unges selvudvikling.

Artiklen fortsætter under annoncen
Artiklen fortsætter under annoncen

Den 13. september i år kunne 29-årige Hamza Ali Rashid åbne dørene til åbent hus i Badr Fight Clubs nye lokaler på Rugvænget i Taastrup.

Hamza, der er stifter og ejer af kampsportsklubben, som tidligere har holdt til i Glostrup, glæder sig over de sportslige perspektiver i de forbedrede faciliteter.

Men endnu vigtigere for ham er det, at der nu er endnu mere plads til at arbejde med klubbens fokuspunkter:

At være et indbydende sted for alle uanset alder, køn, niveau og baggrund samt at give udsatte unge et frirum væk fra gaden og livets uskønne aspekter.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Hamza Ali Rashid stiftede Badr Fight Club tilbage i 2022. Foto: Badr Fight Club

‘Hvis vi bare kan redde én ud af hundrede…’

Hamza Ali Rashid bor i Albertslund, hvor han selv er vokset op.

Her har han været vidne til unge, der ender i de forkerte miljøer og smider deres liv væk på gaden.

Netop denne ulykkelige fremtid, har han gennem sit arbejde som pædagogisk assistent og mentor forsøgt – og lykkedes med – at guide adskillige unge mennesker væk fra.

Samtidig har han altid haft en stor passion for kamsport og træning, som ligeledes har været et værktøj i hans pædagogiske virke.

Tilbage i 2022 besluttede han derfor, at han ville slå de to ting sammen og skabe Badr Fight Club.

Hamza har store sportslige ambitioner for klubben, men det er ikke det, der driver ham frem.

“Alt det med medaljer, titler og så videre er også fedt. Men det, der virkelig er kernen, er at gøre en positiv forskel,” fortæller han.

Siden åbningen i 2022 har han og holdet af trænere – der i mange tilfælde også har pædagogisk baggrund – haft fokus på at vise de unge mennesker en anden vej i livet gennem kampsportens disciplin.

“Hvis vi bare kan redde én ung ud af hundrede, er vi glade,” fortæller han og uddyber:

“Vores opgave er bare at gøre en positiv forskel og hjælpe så mange som muligt. Vi kan ikke redde allesammen. Men lad os i det mindste prøve at redde dem, vi kan.”

Kampsport giver disciplin

For udefrakommende virker kampsporten måske aggressiv og voldelig.

Men Hamzas erfaringer fortæller ham, at det nærmest har en beroligende effekt på de unge.

Ifølge ham giver træningen dem både selvkontrol, selvtillid og disciplin.

“Vi har haft mange unge, der har haft aggressiv adfærd. Men igennem kampsporten er de begyndt at hvile mere i sig selv. Og så ser du en helt anden energi. De kan være mere rolige,” fortæller Hamza Ali Rashid.

“Vi ved, at træningen hjælper de unge væk fra de dårlige vaner – om det er misbrug, eller hvad det er. Når du kommer i form og får en rutine inden for træningen, så giver det dig nogle rigtig gode resultater.”

Badr Fight Club har under tiden i Glostrup arbejdet tæt sammen med Albertslund Kommune og tilbudt træning og selvudviklingsmuligheder for kommunens unge.

Ejeren påpeger dog, at man har medlemmer fra en række ande kommuner også – og at mange medlemmer, der har trænet med i Glostrup, følger med over til det nye center.

Med flytningen til Taastrup fortsætter arbejdet – denne gang blot i samarbejde med Høje-Taastrup Kommune, som Hamza allerede har været i dialog med.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Hamza Ali Rashid har blandt andet fundet inspiration til de nye lokaler i hollandske kickboksningscentre. Foto: Badr Fight Club

‘Der skal være plads til alle’

Med den større plads i de nye lokaler er der lagt op til flere hold, flere trænere og flere medlemmer.

Og det er altså ikke kun de unge rødder, der er plads til hos Badr Fight Club.

“Vi går meget op i, at der skal være plads til alle. Ligemeget hvilken nationalitet eller baggrund, du har – om du er mand, kvinde, barn, junior, ældre, yngre… Der er bogstaveligt talt plads til alle,” fortæller Hamza Ali Rashid.

Fokus er på kampsport med hold i MMA, muaythai, boksning og kickboksning.

Men der er også plads til dem, der ikke ønsker at dyrke kampsport.

Der er nemlig både yogahold samt fitness- og styrketræningshold.

Og så brander Badr Fight Club også sig selv på deres kvindehold, der med udelukkende kvindelige medlemmer og kvindelige trænere giver en tryg træningsoplevelse.

De nye faciliteter giver endnu bedre muligheder for at giver klubbens medlemmer den bedst mulige træning, men endnu vigtigere er der nu endnu mere plads til alle.

I de nye lokaler i Taastrup er der både plads til en ring, et MMA-bur og store fitness-områder. Foto: Badr Fight Club

Annonce
Annonce
Annonce