Forsvarer vil fratage DNA-fund vægt i Korsør-sag

Philip Westh – Privatfoto

Der er fundet DNA på bukser tilhørende Emilie Meng, som blev fundet dræbt i december 2016.

Men det bør ifølge forsvarsadvokat Karina Skou ikke være noget, som Retten i Næstved kan lægge vægt på under straffesagen mod en 33-årig mand, der er tiltalt for blandt andet at dræbe den 17-årige pige.

Det skyldes ifølge advokaten, at DNA-undersøgelserne er foretaget på en anden måde, end man typisk gør under straffesager i Danmark.

– Det er undersøgelser, som ikke er godkendt til brug i straffesager, og derfor mener jeg, det er undersøgelser, man ikke kan lægge vægt på, siger hun tirsdag i Retten i Næstved.

Specialanklager Susanne Bluhm oplyste i sidste uge, at det var lykkedes Center for Geogenetik på Københavns Universitet at udfærdige en DNA-profil på baggrund af undersøgelser af bukserne.

DNA-forsker Eske Willerslev skal senere under retssagen afgive vidneforklaring om netop dette.

Han og centret er blevet inddraget, fordi det ikke var lykkedes retsgenetisk afdeling af finde et DNA-match på bukserne.

Bukserne lå i en Netto-pose i Regnemarks Bakke, der ligger nær Borup på Sjælland, ikke langt fra liget af Emilie Meng. I posen var også hendes sko og den trøje, hun havde på, da hun forsvandt natten til den 10. juli 2016.

Liget blev fundet den 24. december samme år.

Den 33-årige mand er tiltalt for at have bortført, voldtaget og dræbt 17-årige Meng. Han nægter sig skyldig i anklagerne.

Han er derudover også tiltalt for at have overfaldet en 15-årig pige i Sorø i 2022 og at have bortført, voldtaget og forsøgt at dræbe en 13-årig pige i 2023. Han erkender nogle af anklagerne vedrørende den 13-årige, mens han nægter at have noget med overfaldet på den 15-årige at gøre.

Der ventes dom i sagen den 28. juni.