USA’s præsident, Donald Trump, bakker op om ideen med at sende europæiske fredsbevarende soldater til Ukraine, hvis der kan indgås en aftale med Rusland om at afslutte krigen i Ukraine.
Det siger præsidenten tirsdag aften på et pressemøde i hans hjem, Mar-a-Lago, ifølge nyhedsbureauet AFP.
– Hvis de (de europæiske lande, red.) vil gør det, er det fantastisk. Jeg er helt med på det, siger han.
Han tilføjer, at han ikke mener, at det er nødvendigt at sende amerikanske styrker til Ukraine, “fordi vi er meget langt væk”.
Den britiske premierminister, Keir Starmer, sagde i weekenden, at Storbritannien var “klar til at spille en ledende rolle i at fremskynde arbejdet med sikkerhedsgarantier til Ukraine”.
Han tilføjede, at det også betød, at man var klar til at sende egne soldater til Ukraine, hvis det er nødvendigt.
Soldaterne skal hjælpe Ukraine med at opretholde fred i landet, efter der eventuelt er indgået en fredsaftale med Rusland.
Den tyske forbundskansler, Olaf Scholz, kaldte tidligere på ugen snakken om at sende fredsbevarende styrker til Ukraine for “højst upassende” og “fuldstændig forhastet”, så længe der stadig er krig i Ukraine.