Voldsomme detaljer: Alvorlig hændelse i psykiatrien

En 31-årig nægter sig skyldig i drabsforsøg mod læge efter knivstikkeri. Men han erkender grov vold

En 31-årig mand erkender grov vold, men nægter sig skyldig i drabsforsøg på en 29-årig læge.

Det fortæller den 31-åriges forsvarer, Mads Kramme, søndag eftermiddag, hvor manden fremstilles i grundlovsforhør ved Retten på Frederiksberg.

Manden er sigtet for at have stukket lægen tre gange i venstre side af halsen og nakken. Ifølge sigtelsen er lægen også blevet stukket en enkelt gang i skulderen.

Knivstikkeriet skete natten til søndag omkring klokken 00.10 på Psykiatrisk Center Amager, hvor lægen arbejder.

Lægen var søndag morgen i stabil tilstand, og hans pårørende er underrettet.

Den 31-årige lyshårede mand er flankeret af fire bevæbnede politifolk, da han kommer ind i retten. Han er iført en blå dna-dragt og klipklapper.

Han svarer høfligt nej tak, da han to gange bliver spurgt, om han vil have et glas vand.

Retten får kort at vide, at manden gerne vil svare på spørgsmål, inden specialanklager Dorte Frandsen beder om lukkede døre.

Da dommeren efterkommer anklagerens ønske, kan offentligheden ikke få indblik i, hvad manden eventuelt forklarer eller politiets beviser.

Det står heller ikke klart, hvad der er gået forud for knivstikkeriet, eller hvilken relation de to har haft.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Knivstikkeriet kommer i kølvandet på en debat om, hvorvidt sikkerheden i psykiatrien er god nok.

Tidligere i år blev en mand anholdt og sigtet for at have dræbt en medpatient på Retspsykiatrisk Afdeling i Aarhus.

Og i starten af april blev en 41-årig mand idømt anbringelse på Sikringen i Slagelse for drabet på en 66-årig psykiater 21. juli sidste år.

Inden dørene blev lukket til søndagens grundlovsforhør besluttede retten, at både den 31-årige mistænkte og den 29-årige læge skal beskyttes af et navneforbud.

Det betyder, at det er strafbart at gengive oplysninger offentligt, som kan identificere dem.

/ritzau/