Motorvej fuldstændig spærret efter uheld

Herningmotorvejen er lørdag formiddag blevet afspærret efter et færdselsuheld

Lørdag klokken 09.58 fik Midt- og Vestjyllands Politi en anmeldelse om et færdselsuheld på Herningmotorvejen mellem 35 Pårup og 33 Funder i østgående retning.

Derfor holder nu mindst ni udrykningskøretøjer og spærrer vejbanen.

”Der er tale om et solouheld, hvor en personbil i forbindelse med en overhaling snurrer rundt – ikke ruller rundt – formentlig på grund af glatføre, da vi har en del regn her over lige nu,” fortæller vagtchefen fra Midt- og Vestjyllands Politi og tilføjer:

”Der var to kvinder i bilen, som nu bliver tilset i en ambulance. Der er ikke sket livstruende tilskadekomst, selv om scenen derude ser alvorlig ud.”

SE OGSÅ: KVINDE I KRITISK TILSTAND: BLEV REDDET UD AF FLAMMERNE

Vagtchefen oplyser, at Herningmotorvejen i østgående retning omkring ulykkesstedet vil være lukket i 15-30 minutter længere, fordi udrykningskøretøjerne spærrer vejbanen.

Derfor må bilister, der skal ad motorvejen, forvente en del ekstra rejsetid, da der allerede er længere kødannelse.

“Den indledende anmeldelse gik på, at flere personer skulle være fastklemt, derfor blev en større beredskabsstyrke sendt mod stedet,” afslutter vagtchefen.

OPDATERING KLOKKEN 10.44:

P4 Trafik meddeler nu, at et spor nu er farbart på motorvejen.

OPDATERING KLOKKEN 10.55:

Det meddeles nu, at alle spor er farbare. Der er dog endnu noget kø, der skal afvikles.