Dansk fupprogram om Rasmus Wallbridge nævnes i udenlandske medier, der sammenligner programmet med en særlig film..
Herhjemme har programmet “Alle elsker Rasmus” domineret nyhedsbilledet, og kritikken har haglet ned over både TV 2 og produktionsselskabet Drive Studios.
Også internationale medier har bemærket debatten om programmet og dets hovedperson, Rasmus Wallbridge. Blandt dem er magasinet People.
(Artiklen fortsætter under billedet)

People bemærker, at serien minder om komediedramaet “The Truman Show” med Jim Carrey i hovedrollen fra 1998.
– Rasmus Wallbridge troede, at han udlevede sin drøm om at indspille en komediegyser, men blev i stedet optaget uden sit samtykke til et dansk realityprogram, skriver magasinet, der har sat et billede af Wallbridge ind ved siden af Jim Carrey.
I programmet tror Wallbridge, at han er i gang med at udvikle en spillefilm sammen med komiker Martin Johannes Larsen.
Til slut afsløres det dog over for ham, at filmprojektet har været et stort fupnummer, hvor alle medvirkende har spillet skuespil og løjet over for ham.
Nyhedsbureauet Associated Press (AP) påpeger, at Rasmus Wallbridges egen reaktion “virkede mild, men programmet endte i en massiv storm af kritik”.
– Nogle argumenterede for, at han – taget i betragtning hvor mange indflydelsesrige personer der var involveret i produktionen – kan have frygtet konsekvenser for sin karriere, hvis han forsøgte at forhindre, at programmet blev offentliggjort, skriver AP.
The Times sammenligner også programmet med “The Truman Show”.
Mediet nævner desuden den danske tv-vært Anna Lin, der har været en udtalt kritiker af programmet.
– Programmet “Alle elsker Rasmus” burde have heddet “Alle mobber Rasmus”, fordi det er, hvad de gør, har hun sagt i en video på Instagram.
The Times nævner desuden kulturminister Zenia Stampe (RV), der har sagt, at TV 2 har overtrådt sine egne retningslinjer ved ikke at lade Wallbridge kende programmets præmisser som medvirkende.
Også statsminister Mette Frederiksen (S), der har kaldt sagen for ulykkelig, nævnes i artiklen.
– Mange deltagere har desuden undskyldt for at have deltaget i fupnummeret i løbet af de fire måneder og over at have udstillet den danske komiker.
– Martin Johannes Larsen, som er programmets anden hovedperson og en ven af Wallbridge, har undskyldt på sociale medier, skriver The Times.
I de tre artikler beskrives desuden Wallbridges egen udtalelse, der udkom lørdag, kort efter at TV 2 trak programmet tilbage.
Her sagde Wallbridge, at han vælger at holde sig ude af debatten, men opfordrede TV 2 til ikke at lave lignende programmer i fremtiden.
People har rakt ud til både TV 2 og produktionsselskabet Drive Studios, der ikke umiddelbart er vendt tilbage.
RITZAU