Fire kvinder er ifølge politiet blevet udsat for yderst brutale voldtægter af en 38-årig mand. Ved en af voldtægterne blev kvinden blandt andet overhældt med varm stearin, mens en anden kvinde blev voldtaget, mens hendes søn var hjemme
Presse-fotos.dk har torsdag fået aktindsigt i et 15 sider langt anklageskrift, der er rettet mod en 38-årig mand, som oprindeligt er bosat i Greve, men nu sidder varetægtsfængslet i Roskilde Arrest.
I anklageskriftet fremgår i alt 45 alvorlige tiltaleforhold, som manden af anklagemyndigheden ved Midt- og Vestsjællands Politi er blevet tiltalt for at have begået mod i alt fire forskellige kvinder.
Forbrydelserne spænder over blandt andet grove voldtægter, voldtægter ved andre seksuelle forhold end samlejer, legemsangreb af særligt rå, brutal eller farlig karakter, blufærdighedskrænkelser, trusler, psykisk vold, stalking, hærværk, tyveri, indbrud og frihedsberøvelse.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Kommunikationsmedarbejder ved Midt- og Vestsjællands Politi, Charlotte Tornquist, oplyser til Presse-fotos.dk, at sagen mod den 38-årige mand i disse dage løber ved Retten i Roskilde.
‘Der forventes at falde dom enten den 10. december eller 11. december,’ skriver Charlotte Tornquist i et skriftligt svar til redaktionen.
Den 38-årige mands påståede forbrydelser startede ifølge anklagemyndigheden ved Midt- og Vestsjællands Politi omkring den 30. juli 2018 og fortsatte frem til slutningen af december 2025, hvor han blev anholdt efter at være blevet voldtægts-efterlyst i offentligheden med navn og billede.
I anklageskriftet er det oplyst, at en af voldtægterne mod kvinderne skete, da han flåede hendes kjole af, slog hende flere gange med en pisk, voldtog hende, kvalte hende til hun næsten mistede bevidstheden, spyttede på hende og slog hende.
En anden voldtægt mod en af de fire andre kvinder skete også, mens han fastholdt hende og kvalte hende med et halsgreb.
En tredje voldtægt mod en af kvinderne skete ifølge tiltalen med brug af en gagball, mens kvinden blev kvalt, slået, overhældt med varm stearin, fastholdt, truet, filmet og udsat for andre uhyrligheder, som Presse-fotos.dk ikke går i detaljer med.
I en fjerde voldtægt udtalte den 38-årig mand ifølge politiets efterforskning følgende til kvinden:
“Jeg slår dig ihjel, hvis ikke du gør som jeg siger” og ”du kan vælge
mellem at have sex med mig, eller jeg kan gå ind og kvæle (hendes søns navn red.).”
Herefter voldtog han kvinden, selv om hun græd og råbte, at han skulle stoppe.
Voldtægterne af denne kvinde skete ifølge anklagemyndigheden flere gange, mens kvindens mindreårige børn var til stede på adressen.
En femte voldtægt skete mod en tredje kvinde, selv om hun netop havde været indlagt på hospitalet og havde fortalt til den 38-årige, at hun havde det fysisk dårligt.
En sjette voldtægt skete af en af de fire kvinder, efter kvinden kort efter midnat var kommet hjem til sin bopæl.
Her indfandt den 38-årige mand ifølge Midt- og Vestsjællands Politi sig også og med brug af voldsom vold kidnappede han kvinden og kørte hende hjem til sig selv, hvor han voldtog hende i flere timer.
Til sidst fik kvinden ifølge politiet ham overtalt til at lade hende gå.
Af anklageskriftet fremgår der en lang række yderligere voldtægter, som Presse-fotos.dk ikke går i nærmere detaljer med.
Forbrydelserne er sket i området omkring Køge og Greve.
Den 38-årige mand havde en relation til de fire kvinder, som han ifølge politiet begik de alvorlige forbrydelser imod.
Flere af kvinderne blev også udsat for forskellig psykisk vold, mens den fysiske vold mod dem i anklageskriftet også bliver beskrevet som særdeles voldsom og alvorlig.
Presse-fotos.dk har forsøgt at få en kommentar fra den 38-årige mands forsvarsadvokat, Ole Olsen, for at blive bekendt med, hvordan hans klient forholder sig til anklagerne mod ham.
Det er ikke lykkedes Presse-fotos.dk at få en kommentar fra advokaten.
Da sagen løber som en nævningesag, indikerer det dog, at den 38-årige mand nægter sig skyldig.
Desuden viser det også, at anklagemyndigheden sigter efter en straf på mindst seks års ubetinget fængsel.
Der er ifølge Midt- og Vestsjællands Politi ikke nedlagt navneforbud i sagen, men da der først falder dom til december, afholder Presse-fotos.dk sig fra at nævne den 38-årige mands navn og nærmere identitet.
Presse-fotos.dk følger sagen …


