En mystisk hæveautomat, der i oktober blev fjernet fra Christiania, kunne potentielt bruges til hvidvask.
Justitsminister Peter Hummelgaard (S) bekræfter nu i et svar til Folketinget, at politiet er “bekendt med, at kriminelle efter omstændighederne har mulighed for at benytte private hæveautomater til hvidvask”.
Det skriver Dagbladet Information.
I mere end en måned stod en varevogn med en hæveautomat nær Pusher Street på Christiania i København.
LÆS OGSÅ: Politiet leder efter offer for knivoverfald på Christiania
Eksperter forklarer, at hvidvasken potentielt kan ske ved, at automatens ejere lægger sorte kontanter i automaten til udbetaling til de kunder, der bruger den til at hæve penge.
Hver gang der hæves penge, bliver der udbetalt et beløb i kontanter, der modsvares af en fuldstændig hvid elektronisk pengeoverførsel fra kundens bankkonto til den konto, der er tilknyttet automaten.
Finanstilsynet har bekræftet, at der ikke er krav om, at private hæveautomater registreres. Og at det ikke kræver en tilladelse efter den finansielle regulering at opstille hæveautomater. Tilsynet fører heller ikke kontrol med de pågældende automater.
LÆS OGSÅ: Tre teenagere anholdt for groft overfaldsrøveri på Christiania
Lars Krull, der er seniorrådgiver på Aalborg Universitet og tidligere medlem af Finans Danmarks såkaldte Hvidvask Task Force, opfordrer til, at der hurtigst muligt gribes ind med lovgivning, der sikre en myndighedskontrol med privatejede pengeautomater.
– Det er helt åbenbart, at private hæveautomater kan anvendes til hvidvask, siger Lars Krull til Information og opfordrer til, at man hurtigt griber ind med regulering af automaterne.
Hæveautomaten inde på Christiania var monteret i en varevogn, der var købt brugt og importeret til Danmark og indregistreret i juli i år. Den blev fjernet igen på et tidspunkt i september.
LÆS OGSÅ: Stor politiaktion på Christiania: Mænd er blevet tæsket
Hæveautomaten blev opstillet i august umiddelbart før skudepisode, hvor en 30-årig mand blev dræbt.
Skuddrabet førte til, at regeringen skærpede indsatsen mod Pusher Street. Danske Bank og Nordea lukkede deres hæveautomater, der var placeret på Christianshavns Torv tæt på Christiania.