Usandsynlig heldig Lotto-vinder: Finder glemt milliongevist tilfældigt

En særdeles heldig kvinde fik sig for nyligt en overraskelse udover det sædvanlige. Heldet har medført, at hun nu kan kalde sig millionvinder i Lotto.

I flere måneder kørte en kvinde rundt i sin bil fuldstændig intetanende om, at køretøjet pludselig var væsentlig mere værd, end det før havde været.

Det skyldtes ikke en pludselig stigning i selve bilens værdi, men rettere det, der gemte sig inde i selve køretøjet.

I december havde hun nemlig spillet med i Det Store Jule Lotto, der blev udtrukket den 25. december sidste år. Det glemte hun dog sidenhen alt om.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Illustrationsfoto. Foto: Danske Spil

”Ja, det lyder helt vanvittigt det her, men jeg havde altså købt et lod til det her jule Lotto, og så lagde jeg kuponen i bilen og glemte fuldstændigt alt om den,” siger kvinden til Danske Spil i en pressemeddelelse.

Millionæren fortæller, at hun sjældent sidder stille og altid har fuld fart på, hvilket kan forklare, at hun havde glemt alt om kuponen, der lå i handskerummet.

En dag skulle bilen dog gøres forårsrent og det blev nok en lidt sjovere opgave for kvinden fra Sydjylland, end hun havde forventet.

”Jeg ryddede op i bilen, og i handskerummet lå der en Lotto-kupon. Jeg vinder aldrig noget, men tænkte, at jeg hellere måtte få den kørt gennem maskinen, så tog jeg den med i kiosken, og så lød det: Ja, der er over 5.000 på den, så den kan jeg ikke udbetale,” fortæller kvinden.

Videre fortæller hun, at hun godt vidste, at kuponen fra Det Store Jule Lotto kunne være en million værd, men hun tænkte ikke over, hvor stor hendes gevinst egentlig kunne være.

”Jeg tænkte, at jeg nok havde vundet 10.000, og derfor blev jeg også ved med at kigge på skærmen, da jeg kom hjem. Jeg er frisk nok, men der tænkte jeg ved mig selv ’Svigter øjnene alligevel? Er det dig, der ikke kan se?’ Det har nok også noget med den der intuition, man har, hvor man siger til sig selv, at det ikke kan passe. Jeg har jo aldrig vundet noget,” fortæller hun.

Men der var altså ingen tvivl – kvinden fra Sydjylland havde vundet intet mindre end en rund million på sit usandsynlige held under forårsrengøringen. Hun fortæller nemlig selv, at hun sagten kunne have kasseret kuponen, da der er gået så lang tid siden jul.

Millionen er nu gået ind på hendes konto, men der får den ikke lov at stå urørt.

Børnene har allerede fået foræret 80.000 kroner, fortæller hun og tilføjer, at hun også selv skal forkæles lidt.

”Jeg skal nok få glæde af pengene. Jeg investerer gerne i kunst. Jeg ved godt, hvad jeg går efter. Jeg investerer i kunst, der stiger i værdi. Det er jo ligesom at spille Lotto, men indtil nu ser det rimeligt godt ud hos mig,” siger hun.

Se også
Nu bliver det gratis