Når danskerne i den kommende weekend logger ind på skat.dk for at tjekke deres årsopgørelse, er de ikke de eneste, der venter spændt. Ifølge it-sikkerhedseksperter står it-kriminelle nemlig klar i kulissen med falske mails og sms’er. De vil narre danskerne til at afgive personlige oplysninger.
I år kan knap fem millioner danskere se, om de skal have penge tilbage i skat. For første gang får landets to millioner boligejere også adgang til en samlet oversigt over betaling af boligskat. Det gør åbningen af årsopgørelsen til en oplagt mulighed for it-kriminelle.
Sådan skriver IDA i en pressemeddelelse.
“Folk er ekstra sårbare”
It-sikkerhedsekspert i Ingeniørforeningen, IDA, Jørn Guldberg, advarer om, at mange danskere vil være ekstra modtagelige for svindel i årsopgørelse-perioden.
“Når der er en mulig udsigt til, at den enkelte kan få penge tilbage, og når boligejerne kan tjekke den omdiskuterede boligskat, vil tusindvis af danskere gladeligt sidde i kø i timevis for at tjekke årsopgørelsen. Det betyder også, at paraderne vil være sænket, hvilket gør, at man lettere falder i, når de it-kriminelle sender e-mails og sms’er, der forsøger at ligne officielle meddelelser fra SKAT,” siger han.
Phishing-angreb bliver mere avancerede
Ifølge Jørn Guldberg har svindlerne opgraderet deres metoder. Hvor tidligere phishing-angreb ofte var nemme at gennemskue på grund af dårligt sprog og amatøragtigt design, er de i dag langt mere professionelle.
“De it-kriminelle er blevet meget dygtigere med tiden og bruger i stigende grad kunstig intelligens som en effektiv assistent. Hvor det før var halvdårlige kopier af firmaers eller myndigheders logoer og tekster fyldt med stavefejl, ser angrebene mere ægte ud i dag, og det er derfor lettere at falde i fælden. Det er efterhånden en hel industri, vi taler om,” forklarer han.
Sådan undgår du at blive snydt hos SKAT
En af de mest brugte metoder er phishing. Her forsøger svindlerne at lokke følsomme oplysninger ud af folk via falske beskeder. Derfor er rådet fra eksperten klart:
“Man skal ikke klikke på eventuelle links i disse mails eller sms’er, der angiveligt kommer fra SKAT. Derimod skal alle være vågne og desuden huske ældre medborgere i familie og omgangskreds på, at de it-kriminelle kan være på spil. Det smarteste er, at man tålmodigt bliver i køen på skat.dk, hvis man ikke kan vente,” siger Jørn Guldberg.
Skattestyrelsen vil aldrig bede borgere om at afgive personlige oplysninger som bankkontonumre eller betalingsoplysninger via sms eller e-mail.
Sådan tjekker du din årsopgørelse hos SKAT sikkert
- Brug altid den officielle hjemmeside: www.skat.dk.
- Undgå at klikke på links i uopfordrede beskeder.
- Vær ekstra opmærksom på henvendelser, der haster eller lover hurtig udbetaling.
- Husk at advare ældre familiemedlemmer om potentielle svindelmetoder.
Med næsten fem millioner danskere klar til at gennemgå deres årsopgørelse, er timingen for it-kriminelle altså perfekt. Derfor er det meget vigtigt at holde øjnene åbne.