Solskinsøen Bornholm lever onsdag op til sit navn. Næsten hele landet har været ramt af skybrud og torden – men klippeøen er gået fri. Både i Jylland og Sjælland har der været byde lyn, torden og massevis af regn. Ifølge DMI er der flere landsdele, som kan se frem til endnu mere regn i løbet af onsdagen .
Det siger vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) Trine Pedersen.
Som det ser ud onsdag morgen er nattens uvejr endnu ikke ovre.
– Vi skal slås med det her vejr i dag, siger hun.
Natten til onsdag er der blevet registreret skybrud flere steder i landet blandt andet i det centrale Jylland, hvor der tirsdag aften blev registreret et skybrud på 24,2 millimeter regn.
Både Skanderborg og Viborg lå lige i midten af en kraftig bygelinje, der drev fra syd til nord over natten, siger Trine Pedersen.
Mere regn på vej til Sjælland
Torden- og regnbyger er også skyllet ind over Sjælland, der har ligget lige på grænsen til skybrud. Ifølge DMI er der tale om skybrud, når der falder mere end 15 millimeter på en halv time.
– Det ser ud til, at Sjælland ikke er færdige med at få de her torden- og regnbyger, siger Trine Pedersen.
Nattens skybrud har også fået politiet til at opfordre til at udvise agtpågivenhed, når man onsdag morgen bevæger sig ud i trafikken. Det skriver Midt- og Vestsjællands Politi på det sociale medie X.
Flere togstrækninger er også ramt af forsinkelser på grund af tordenvejr og lynnedslag, skriver P4 Trafik på X.
Det gælder blandt andet Nordvestbanen mellem Kalundborg og Holbæk, Gribskovbanen mellem Hillerød og Tisvildeleje.
– Der kan forekomme spredte aflysninger, skriver P4 Trafik.
Onsdag morgen er beredskabet rykket ud, da et hus er blevet ramt af lynnedslag