Kendt TV-vært ønsker død over Trump: Nu reagerer DR

I et interview udtaler en mangeårig DR-profil, at han ‘håber, Donald Trump får en blodprop’. Nu reagerer DR på udtalelsen.

Hvis den amerikanske præsident Donald Trump ikke var upopulær blandt den danske befolkning i forvejen, er han for alvor blevet det i den seneste tid.

Hans forestilling, om at USA har ret til at annektere Grønland, er blevet mødt med store protester i både Danmark og Grønland i de seneste dage.

Lørdag poppede demonstrationer op i flere danske byer, ligesom grønlænderne også var på gaden i Nuuk.

I København deltog et kendt ansigt i demonstrationen, og her kom han med nogle hårde udtalelser rettet direkte mod Donald Trump.

Nu reagerer DR på udtalelserne over for B.T.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Foto: Bjarne Bergius Hermansen / DR

‘Jeg håber, Donald Trump får en blodprop’

I et interview med Land og By TV lufter Mikkel Lomborg – bedre kendt som Hr. Skæg – sine tanker om den amerikanske præsident. Og han lægger ikke fingrene imellem:

“Jeg håber, Donald Trump får en blodprop, og at hans kabinet også får blodpropper inden for de næste 24 timer. Eller at han trækker følehornene til sig og finder ud af, at der er noget andet, der er mere spændende,” udtaler Mikkel Lomborg til Land og By TV.

Lomborg er bedst kendt for en række børne-tv-programmer på DR Ramasjang.

Med det karakteristiske lange skæg og en baggrund som pædagog har han siden 2008 indtaget rollen som Hr. Skæg.

Han har fået stor succes med lærerige og underholdende programmer som ‘Skæg med tal’ og ‘Skæg med ord’.

Han har desuden medvirket i DR Ramasjangs Cirkus Summarum og filmen ‘Sikke et cirkus’.

I efteråret 2025 var han aktuel med et nyt DR-program, ‘Hr. Skægs store ordspil’.

‘Ikke udtryk for DR’s synspunkter’

Mikkel Lomborg har altså tonet frem på DR Ramasjang i snart 20 år, og hans ansigt er nærmest blevet et varemærke for børnekanalen.

Samtidig er Lomborg mere eller mindre blevet synonym med den fiktive Hr. Skæg for mange danskere.

Men der er altså en forskel på Mikkel Lomborg og Hr. Skæg, og førstnævnte har ret til at ytre sine holdninger – så længe han netop gør det som privatperson.

Det fortæller DR’s B&U-chef, Morten Skov til B.T.

“Medvirkende i DR‑programmer har – ligesom alle andre borgere – ret til at ytre sig som privatpersoner. Hr. Skæg optræder i DR-regi som en fiktiv figur til børn, og hans personlige udtalelser er ikke udtryk for DR’s synspunkter,” udtaler Morten Skov til mediet.

Mikkel Lomborg taler altså ikke på vegne af Hr. Skæg, når han ytrer sig som privatperson – ligesom han givetvis heller ikke udtaler sig på vegne af bjørnen Paddington, som han lægger den danske stemme til.

Korte videoer