Teenagedreng stukket ihjel: 16-årig skyldig

En 16-årig dreng findes ved Retten i Randers skyldig i knivdrab på en 15-årig dreng ved Grenaa Station.

Offeret døde 26. november sidste år, efter at han var blevet ramt af et knivstik i brystet ved letbanestationen i Grenaa.

Den tiltalte, der dengang ligeledes var 15 år, blev anholdt og sigtet for drab samme aften.

Drengen, der siden dengang er fyldt 16 år, erkendte sig ved retssagens begyndelse skyldig i grov vold med døden til følge.

(Artiklen fortsætter efter billedet)

Arkivfoto: Blomster og lys for afdød

Han nægtede at have haft til hensigt at dræbe den 15-årige, som han kendte.

Den tiltalte forklarede, at han indfandt sig ved stationen for at mødes med den 15-årige, som havde beskyldt ham for at voldtage en pige, de begge kendte.

Den tiltalte havde taget en dolk med hjemmefra, som han efter eget udsagn havde tænkt sig at true med, hvis han blev angrebet.

Da den 15-årige – ifølge den tiltaltes forklaring – gav ham et eller to knytnæveslag i hovedet, greb han sin kniv.

– Jeg panikker. Jeg trækker kniven og stikker ham, lød det i retten.

Den 16-årige havde ikke havde planlagt at slå den 15-årige ihjel.

Men han måtte efter rettens vurdering have indset, at det kunne ende fatalt, da han trak kniven.

Den tiltalte sidder ved siden af sin forsvarsadvokat og lytter, da retsformanden tirsdag formiddag læser skyldkendelsen op.

Han har mørkt hår og er iført en lys sweatshirt.

Der er ikke umiddelbart nogen reaktion at spore hos ham, da konklusionen læses op.

Det kom under hans forklaring i retten frem, at han havde drukket juleøl og følte sig beruset forud for hændelsen på stationen.

Det var offerets kammerat, der ringede til alarmcentralen. Forinden var han selv nær blevet ramt af den tiltaltes kniv. Kun jakken blev dog flænset.

Kammeraten sad ved offeret, som blødte fra et dybt knivstik i brystet, indtil ambulancen nåede frem.

Politiet har undersøgt beskyldningen fra offeret mod den tiltalte om voldtægt. Uden dog at finde belæg for anklagen.

Ud over drab er den 16-årige fundet skyldig i forsøg på grov vold ved at stikke ud med kniven og ramme jakken på offerets kammerat. Han er også fundet skyldig i ulovlig besiddelse af kniv.

Efter at dommere og nævninger har vurderet skyldsspørgsmålet, skal retten nu tage stilling til en passende straf.

Først skal anklager og forsvarsadvokat komme med deres bemærkninger. Herefter skal retten votere. Der forventes dom senere tirsdag.

En 14-årig pige med en skoletaske er blevet fundet livløs. Hun forlod adressen med en sælbamse, et skatebord en Ipad. Læs historien her.