Politi finder tilfældigt flere stjålne kunstværker

En række af de kunstværker, der 31. marts blev stjålet fra kunstneren Kristian von Hornsleths showroom, er blevet fundet.

Det skriver Københavns Politi i en pressemeddelelse.

En patrulje blev tirsdag sendt ud til en adresse i en haveforening i Københavns Sydhavnskvarter i forbindelse med en anmeldelse om en stjålet cykel.

Ejeren af cyklen havde sporet den til den pågældende adresse.

(Artiklen fortsætter efter billedet)

Malerierne blev stjålet fra en adresse i København.

– Det var dog noget mere end en stjålet cykel, der dukkede op på adressen, skriver politiet i pressemeddelelsen.

– Ved den efterfølgende ransagning på stedet blev der blandt andet beslaglagt flere el-ladcykler og almindelige elcykler – 11 i alt – som alle formodes stjålet, men samtidig blev der også fundet en række kunstværker, der natten til den 31. marts blev stjålet fra et københavnsk galleri.

To mænd på 32 og 40 år blev truffet på adressen. De blev anholdt og sigtet for groft hæleri ved at have modtaget 24 Kristian von Hornsleth-kunstværker, selv om de måtte have vidst eller formodet, at de var stjålet.

Onsdag er de blevet varetægtsfængslet efter at være blevet fremstillet i et grundlovsforhør i Retten på Frederiksberg. Her nægtede de sig skyldige.

Det var ved hjælp af en sort Mercedes, der blev brugt som rambuk, at flere personer natten til 31. marts brød ind i Kristian von Hornsleths showroom på Vasbygade i København.

3. juni lød det fra politiet, at man mistænkte otte personer for at stå bag – syv mænd og en kvinde. Fem af de otte blev i den forbindelse efterlyst med billeder.

Politiet leder fortsat efter de otte mistænkte, lyder det i onsdagens pressemeddelelse. De to anholdte mænd menes altså ikke at være blandt de otte.

– Vi er selvfølgelig interesserede i at vide, hvordan de to anholdte er kommet i besiddelse af de stjålne kunstværker, og det er en del af den omfattende efterforskning, vi har i gang i forbindelse med indbruddet, siger vicepolitiinspektør Peter Reisz i pressemeddelelsen.

I et forsøg på at finde frem til den stjålne kunst udlovede Kristian von Hornsleth dagen efter tyveriet en dusør på et maleri til en værdi af 100.000 kroner, hvis man kunne komme med oplysninger, der kunne føre til opklaringen af tyveriet.

– Så håber vi, de kriminelle stikker hinanden, sagde Kristian von Hornsleth i den forbindelse.

Presse-fotos.dk dækkede sagen, da den brød ud. Se flere billeder og læs mere om det mystiske tyveri her.

Circle K har netop åbnet op for en en vanvittig mulighed. For mange kan det beskrives som en drøm. Læs historien her.