McDonald’s dropper AI: Kunde fik is toppet med bacon

AI-systemet, der nu udfases, er udviklet af virksomheden IBM og gør brug af stemmegenkendelse

McDonald’s stopper brugen af kunstig intelligens i fastfoodkædens amerikanske bestillingssystemer.

Det skriver nyhedsbureauerne PA og dpa.

Utilfredse kunder har eksempelvis delt billeder på internettet af, at deres isbestilling har været toppet med bacon.

Systemet, der nu udfases, er udviklet af virksomheden IBM og gør brug af stemmegenkendelse. Det er blevet brugt på mere end 100 af McDonald’s restauranter i USA til at betjene kunder, der bestiller fra deres bil.

Systemet blev lanceret som en forsøgsordning i 2021.

Branchemagasinet Restaurant Business var det første medie, der skrev om sagen.

Ifølge mediet har McDonald’s instrueret de enkelte restauranter i at fjerne brugen af systemerne inden udgangen af juli.

– Selv om der har været succeser indtil nu, føler vi, at der er lejlighed til at undersøge stemmebestillingssystemer bredere, lyder det i en udtalelse fra McDonald’s.

Virksomheden holder dog fast i, at den vil gøre brug af teknologien i fremtiden.

Kunstig intelligens, også kaldet AI, er software, der kan emulere ting, som kun den menneskelige intelligens hidtil har kunnet.

Den simulerer altså menneskelig tænkning og adfærd.

Softwaren kan træffe beslutninger selvstændigt eller udføre opgaver på egen hånd. Det gør den ud fra nogle systemer og regler, som den følger.

Det seneste år er kunstig intelligens stormet frem. Det har affødt bekymring om, hvorvidt løsningerne vil skubbe mennesker ud af arbejdsmarkedet og ændre den måde, vi går på arbejde på.

/ritzau/