Hævner sig på ekskæreste: 37 mennesker i livsfare i København

Ung mand satte ild til kollegie i København, fordi han var vred på sin ekskæreste, fortæller han torsdag

En tidlig mandag morgen i januar valgte en 23-årig mand at sætte kursen mod kollegiet Regensen i København med seks flasker sprit i en taske.

Målet var at sætte ild til stedet, hvor hans ekskæreste havde bopæl.

Det erkender han i Københavns Byret torsdag.

– I virkeligheden handlede det først og fremmest om, at jeg var vred på hende. Det handlede om, at jeg ville ødelægge noget, hun godt kunne lide, siger han.

På gerningstidspunktet befandt der sig 37 mennesker på Regesen-kollegiet, der ifølge en eksperts vurdering var i overhængende livsfare, hvis branden ikke blev slukket meget hurtigt.

Et par måneder forud for episoden var de to gået fra hinanden, og han befandt sig i forvejen et skidt sted mentalt.

Undervejs beskyldte han hende for, at han havde det skidt. Men sådan havde han haft det længe – også før de gik fra hinanden, lyder det torsdag.

Faktisk stod det så skidt til, at han i samme ombæring havde planer om også at tage sit eget liv.

Ildspåsættelsen fandt sted i de tidlige morgentimer den 15. januar, efter at han havde hældt sprit ud over en af trappeopgangene på kollegiet. Det var den opgang, hvor ekskæresten boede.

Forinden havde han stjålet seks flasker sprit i Føtex på Fasanvej.

Ilden nåede dog at blive slukket af brandvæsenet, inden den bredte sig, og ingen personer kom til skade. Tilbage var blot sodskader.

Torsdag giver han udtryk for, at han ikke havde til hensigt at skade beboerne på kollegiet – heller ikke ekskæresten. Men han erkender, at handlingen i sig selv potentielt kunne få konsekvenser.

På trods af intentionen om at sætte ild til bygningen, skete det i sidste ende ved lidt at et tilfælde, forklarer han desuden.

Ganske rigtigt hældte han bevidst sprit ud over trappeopgangen og fodlister. Men inden han satte ild til det, valgte han i stedet at tænde en cigaret for at genoverveje sin handling.

– Men så går der ild i cigaretten og i mine vanter, og så taber jeg det, fordi jeg bliver overrasket. Og så går der ild i det hele, siger han i et fyldt retslokale.

Anklageren i sagen mener, at den 23-årige skal straffes med tre års fængsel for sine handlinger. Det er ifølge anklageren ikke en formildende omstændigheder, at man bliver såret.

Forsvareren mener, at dommen skal lyde på halvandet års fængsel.

Manden må dog vente lidt endnu på at modtage sin dom, da den først afsiges den 29. maj.

I en anden alvorlig sag faldt en ung dreng blødende om efter en dødsflugt fra et busstoppested. Politiet har nu nye oplysninger i sagen og formoder, at den mistænkte gerningsmand stod og ventede på drengen.

Illustrationfoto