Grusom detalje i Emilie Mengs hår

Der er fundet en rensebørste i Emilie Mengs hår. Tiltalte i sagen har søgt efter porno med netop rensebørster

En rensebørste var viklet ind i håret på Emilie Meng, da liget af hende blev opdaget i en sø i Regnemarks Bakke nær Borup i december 2016.

Og den lille børste er ifølge specialanklager Susanne Bluhm endnu en ting, som kobler drabet på 17-årige Emilie Meng til den i dag 33-årige Philip Westh.

Den tiltalte har nemlig søgt på blandt andet rensebørster, når han har søgt på sider med sadistisk porno. Det er blevet gennemgået under retssagen.

– Vi har set kvinder blive mishandlet med forskellige former for rensebørster.

– Og man må antage, at rensebørster må antages at være en lille niche i det sadistiske univers. Derfor mener jeg også, at det er relevant, siger specialanklageren.

Politiet har forsøgt at opklare, hvor børsten er fra, og den bedste sammenligning er med et sæt, der bruges til at rense sutteflasker, som kattekillinger kan fodres med.

Emilie Meng havde været i byen med nogle venner, og de ankom den 10. juli 2016 lidt før klokken 04 til Korsør Station. Vennerne tog derfra i en taxa, men Emilie Meng insisterede på at gå hjem selv.

Susanne Bluhm mener, at man på overvågning fra stationen ser en mystisk bil holde og vente. At en person stiger ud af bilen, lidt efter at Emilie Meng og alle andre har forladt stationsområdet, hvorefter to personer kommer tilbage til bilen, som så kører fra stedet.

– Jeg tror, at tiltalte kidnappede hende, tog hende med i bilen til et ukendt sted omkring Korsør.

– Jeg tror, at han kom tape om Emilies mund, så hun ikke kunne skrige. Så dræbte han hende og efterlod hende formentlig et sted i nærheden af Korsør. Det kan også være Regnemarks Bakke, siger anklageren i retten.

Samme aften er den tiltalte ude på en campingplads i Boeslunde, hvor han ser EM-finalen i fodbold med nogle venner. Vennerne har i retten forklaret, at han virkede måske lidt træt, og at det var atypisk, at han ville være den ædru chauffør. Men ingen studsede mere over det end det.

Den nat – mellem den 10. og den 11. juli – havde manden et specielt kørselsmønster. Først kørte han nogle af vennerne hjem, hvorefter han fortsatte østpå i retning mod sit eget hjem.

Men køb foretaget med hans kort viser, at han vendte om igen.

Anklageren gætter på, at den tiltalte blev usikker på, om liget mon var gemt godt nok.

– Det kan også være, at han kører tilbage, fordi han har glemt noget. Effekter, som han ikke har fjernet fra gerningsstedet, siger Susanne Bluhm.

Emilie Mengs lig blev fundet juleaftensdag 2016. Der var viklet tape om hendes hals, og der er hjemme hos den tiltalte fundet en taperulle, hvor der med største grad af sandsynlighed er DNA fra Emilie Meng på.

En analyse viser, at tapestykket med største sandsynlighed er revet af taperullen hos den tiltalte.

Han har selv i byretten forklaret, at han havde det med at samle ting, han fandt, og at han må have fundet den nær Borup.

Taperullen lå i en pose, som ifølge tiltalte indeholdt effekter til hans seksuelle fantasier om at bortføre og voldtage unge kvinder og piger.

– Det er næsten for uheldigt, at en person med lige netop de her fantasier finder den tape, som er brugt til at slå Emilie Meng ihjel med, og tager den med hjem og gemmer den, siger Susanne Bluhm.

Den 33-årige mand nægter at have noget med Emilie Mengs forsvinden og drab at gøre. Han afviser, at han har mødt teenagepigen.

Onsdag eftermiddag får hans forsvarer, Karina Skou, ordet, og så er det hendes tur til at udlægge over for retten, hvordan hun mener, at de fremlagte beviser skal tolkes.

Der ventes dom i sagen, som også omhandler overfald på en 13-årig og en 15-årig, den 28. juni.

Presse-fotos.dk har kort efter retssagen begyndelse besluttet, at nævne den 33-årige tiltalte Philip Westh ved navn. Det sker blandt andet på baggrund af flere nytilkomne oplysninger samt et ophævet navneforbud. Læs mere om årsagerne her.