Andreas Mogensen returnerer Niels Bohrs nobelprismedalje efter rumfærd

Foto: NASA

Niels Bohrs nobelprismedalje var med på Andreas Mogensens rummission til Den Internationale Rumstation

Astronaut Andreas Mogensen har fredag afleveret Niels Bohrs nobelprismedalje tilbage til Frederiksborg Nationalhistorisk Museum, efter at både han og medaljen har været en tur i rummet.

Det skriver museet i en pressemeddelelse.

Andreas Mogensen, der er Danmarks første og eneste astronaut, tog i august 2023 på den seks måneder lange Huginn-mission til Den Internationale Rumstation (ISS).

På missionen medbragte han en række kulturgenstande – herunder Niels Bohrs medalje.

Det er dejligt, at medaljen nu “er sikkert tilbage på museet”, lyder det fra Mette Houlberg Rung, der er kunstfaglig museumsinspektør på Frederiksborg Nationalhistorisk Museum, i pressemeddelelsen.

– Niels Bohr gjorde banebrydende opdagelser indenfor atomteori. Der ligger en utrolig stor symbolik i, at netop den kulturgenstand var med i rummet. Det er en hyldest til Niels Bohr mere end 100 år efter hans opdagelser, og at det er en dansker, Andreas Mogensen, der medbragte den, sender nærmest symbolikken i kredsløb, siger hun.

Nobelprismedaljen indgår i museets udstilling “Danmarks første astronautportræt”, der viser tilblivelsen af museets astronautportræt af Andreas Mogensen.

Andreas Mogensen vendte tilbage fra sin rumfærd i marts 2024. Men selv om han havde haft medaljen med ud i rummet, havde han den ikke med tilbage.

Medaljen kom retur med et ubemandet rumfartøj efterfølgende og er derfor først blevet indlemmet i udstillingen fredag.

Niels Bohr modtog i 1922 Nobelprisen i fysik for sin teori om atomernes struktur.

Han donerede den dog i 1940 til en auktion til fordel for den finske civilbefolkning under Vinterkrigen.

Her blev medaljen købt for 5000 kroner af Carlsbergfondet, der skænkede den til Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot i Hillerød i Nordsjælland.

/ritzau/