To teenage-drenge skyld i kæmpe brand på gård: Glemte at slukke bål

To drenge på 13 og 14 år havde lavet bål på en forladt gård, og det udviklede sig til en voldsom brand – formentlig fordi drengene ikke fik slukket gløderne til bålet godt nok.

Det skriver Midt- og Vestsjællands Politi i deres døgnrapport.

Branden fandt sted på en forladt gård på Kirkevej i Ølsemagle ved Køge 23. januar i år.

Politiet fandt under efterforskningen ud af, at branden hverken var opstået i el-installationer eller på grund af brændbare væsker.

I stedet fandt politiet frem til, at gården i et stykke tid havde været et tilholdssted for unge mennesker.

LÆS OGSÅ: Kæmpe flammer i gård

Det ledte politiet på sporet af den 13-årige og den 14-årige dreng, som indrømmede, at de havde været på gården den pågældende aften ‘for at hygge sig lidt’. De havde også medbragte en lighter, som de havde tændt et bål med.

Politiet mener, at drengene ikke havde fået slukket bålet godt nok, da de forlod stedet. Det har været dét, som var skyld i gårdbranden.

Politiet afhørte drengene under overværelse af både deres værger og repræsentanter for Køge Kommunes sociale myndigheder.

Drengene er under den kriminelle lavalder, men både de og deres værger kan vente at høre mere fra politiet, når de er helt færdige med at efterforske sagen.