Så meget vil udgiften til kongehuset stige

Kong Frederik og dronning Mary da de blev tronet

Statsministeriet er onsdag klar med tre nye lovforslag, der lægger op til at styrke kongehusets økonomi

Med tre nye lovforslag vil regeringen ‘understøtte et moderne og fremtidssikret monarki’.

Sådan lyder det onsdag eftermiddag i en pressemeddelelse fra Statsministeriet.

Hvis det står til regeringen, vil kongehuset med de tre nye lovforslag få øget den samlede ydelse fra 126,5 millioner kroner til 143,8 millioner kroner.

Det er en stigning på 17,3 millioner kroner.

”Kongeriget Danmark har fået et nyt Kongepar, og der skal derfor fastsættes nye økonomiske rammer for Kongehuset. Regeringen ønsker at benytte denne anledning til at fremtidssikre Kongehusets økonomi. Vi har et Kongepar og et Kongehus, vi kan være stolte af, og som repræsenterer os på fineste vis. Sådan skal det også være i fremtiden, og det ønsker vi at skabe rammerne for,” siger statsminister Mette Frederiksen.

Indtil videre har statsydelsen til dronning Magrethes såkaldte civilliste udgjort 94 millioner kroner.

Den hæves nu til 122,9 millioner kroner og bliver lagt over på Kong Frederiks civilliste.

Samtidig fremgår det af pressemeddelelsen, at der lægges op til, at kronprinsesseparrets årpenge på 23 millioner kroner bortfalder.

Den største udgift til kongeparret er hoffet, der har omkring 130 ansatte. Derudover går penge til kørsel, rengøring, el og varme.

Ifølge de fremsatte lovforslag vil prins Christian – når han etablerer egen husholdning, modtage årpenge på syv millioner kroner.

Når det sker, vil statsydelsen til kong Frederik blive nedsat med fire millioner kroner.