Politiet stormer apotek: Gidseldrama er forbi

Gidsler er fysisk uskadte, lyder melding fra politi, efter at et apotek i den centrale del af byen er stormet

Tysk politi har fredag aften stormet et apotek i byen Karlsruhe og anholdt en formodet gidseltager.

Det oplyser politiet til nyhedsbureauet Reuters og til den tyske avis Bild.

Ingen har lidt fysisk skade, tilføjer politiet.

Flere øjenvidner fortæller, at de hørte høje brag, inden et større antal politifolk stormede stedet.

En eller flere personer havde fredag eftermiddag og aften taget et antal gidsler på apoteket.

Avisen Stuttgarter Zeitung erfarede tidligere fredag aften, at der var fremsat krav om flere millioner euro for at slippe gidslerne fri.

Det er ikke umiddelbart klart, hvor avisen havde oplysningen fra.

Politiet var i kontakt med den formodede gidseltager, skrev dpa.

Men umiddelbart ville politiet på det tidspunkt ikke bekræfte, om der eventuelt var fremsat et krav om løsepenge.

Det er uklart, om der er tale om mere end én gidseltager.

Det er også uklart, hvad der er motivet bag gidseltagningen.

SE OGSÅ: REKORDSTRAF I SAG OM VÆDDELØBSBANEDRAB

Politiet modtog det første opkald om en mulig gidselsituation omkring klokken 16.30.

Politiet har spærret et område af i den centrale del af byen. Flere udrykningskøretøjer holder klar i de nærliggende gader.

Kilder i politiet siger til dpa, at der er indkaldt forstærkninger.

/ritzau/