Personbiler stødte frontalt sammen – to mænd alvorligt kvæstet

Der har været en ulykke med alvorlige konsekvenser på rute 22 mellem Fuglebjerg og Slagelse

To mænd kom mandag eftermiddag alvorligt til skade i en trafikulykke mellem Fuglebjerg og Slagelse.

To personbiler var kørt frontalt sammen, og det var førerne af bilerne, som blev kvæstet, oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Ulykken skete på rute 22 ud for Fladholtevej.

Politiets vagtchef oplyser om forløbet, at en personbil skulle dreje til venstre, men blev ramt bagfra af en lastvogn. Den havnede derfor i den forkerte side af vejen, og resultatet var en kollision med en modkørende bil.

Politiet modtog melding om sammenstødet klokken 15.38.

/ritzau/