Pantmaskine virkede ikke: Kunde slog butiksansat

En 47-årig mand slog en 19-årig butiksansat, der ville hjælpe den 47-årige med pantautomaten i en butik i Roskilde

Det skriver Midt- og Vestsjællands Politi i deres døgnrapport.

Mandag kl. 18.47 anmeldte en 19-årig mand fra Roskilde, at han som ansat i et supermarked var blevet overfaldet af en sur mand, der havde problemer med en pantautomat i butikken.

Da den 19-årige ville komme manden til hjælp, var han blevet overfaldet og slået en enkelt gang i ansigtet, inden andre ansatte var kommet den 19-årige til undsætning.

LÆS OGSÅ: Ville stikke af fra politiet: Kørte hensynsløst i bil med stjålne nummerplader

Den 19-årige havde pådraget sig rødmen efter slaget.

Den 47-årige mand var efterfølgende gået fra stedet. Men politiet fandt ham ved pantautomaten i et nærliggende supermarked.

Der var tale om en lettere spirituspåvirket, 47-årig mand fra Roskilde, som blev anholdt og sigtet for vold mod den 19-årige butiksansatte.

Politiet løslod den 47-årige efter afhøring til sagen, men han kan forvente et retligt efterspil i sagen.