Medarbejder i Fakta truet med 30 centimeter lang kniv

Supermarkedskæden Fakta er tiltalt for at have overtrådt arbejdsmiljøloven ved ikke at have oplært en butikschef godt nok, inden den pågældende chef konfronterede en butikstyv.

Det fremgår af anklageskriftet, som Ritzau har fået aktindsigt i.

Fakta har ikke sørget for “tilstrækkelig og hensigtsmæssig oplæring og instruktion, så arbejdet med at konfrontere butikstyve i Fakta-butikken kunne udføres sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt”, mener anklagemyndigheden.

I anklageskriftet står, at butikschefen i en Fakta-butik i Aalborg den 20. september 2021 rejste sig fra kasseområdet for at konfrontere en formodet butikstyv.

Få meter uden for indgangen blev chefen konfronteret med den formodede tyv, der var stoppet op og havde trukket en 30 centimeter lang køkkenkniv frem fra tasken.

Det nåede dog ikke at udvikle sig voldeligt, da den formodede tyv fumlede med kniven og tabte den.

Den formodede tyv rakte ud efter våbnet, men butikschefen nåede ifølge anklageskriftet at træde på kniven og sige: “Stop, du tager ikke den kniv” eller lignende, hvorefter den formodede tyv gik fra stedet, og butikschefen alarmerede politiet.

Risikoen for arbejdsrelateret vold i arbejdet var ikke blevet tilstrækkeligt forebygget fra Faktas side, mener anklagemyndigheden, der ønsker Fakta idømt en bøde på 109.200 kroner i sagen.

Det fremgår ikke, hvordan Fakta forholder sig til tiltalen.

Sagen behandles ved Retten i Aalborg den 11. maj.