Der er mangel på toiletter og kø til helikopterne ved svensk vandredestination, hvor mange har fået diarré
Den populære svenske vandredestination Kebnekaise Fjällstation er midlertidigt blevet lukket på grund af et stort udbrud af diarré.
Det skriver den svenske avis Aftonbladet.
Kebnekaise Fjällstation er en bjerghytte i det nordlige Sverige. Den er et mål for mange turister, der vandrer i området.
En af dem er 48-årige Mikael Robertsson. Han fortæller, at der blandt andet er mangel på toiletter på grund af de mange diarrétilfælde.
– Der er mange, der bliver nødt til at ændre deres planer, fordi de ikke gider blive ramt af mavesyge, siger han til Aftonbladet.
Normalt forlader turisterne bjerget enten til fods eller med en helikopter.
Sygdomsudbruddet har dog ført til lang kø ved helikopteren.
– Lige nu er der omkring 100 personer i kø. Men der kommer flere til hele tiden, siger Mikael Robertsson til Aftonbladet.
Diarréudbruddet begyndte tidligere på ugen, og siden da er flere og flere turister blevet ramt af den smitsomme sygdom.
Lørdag opfordrede stedet de sygdomsramte turister til at sørge for grundig hygiejne og til at træde af på naturens vegne et stykke fra vandreruten.
Kebnekaise Fjällstation har også kommenteret situationen på sociale medier:
– Vi kan se, at gæsterne i stigende takt bliver syge. Det gør det sværere og sværere at isolere folk, spritte af og sørge for separate rum til de syge.
Destinationen er blevet lukket fra søndag og frem til torsdag i næste uge.
– Vi bliver nødt til at få stoppet spredningen af infektionen på stationen og give de ansatte en chance for at få rengjort alle områder og få bragt nye toiletter op til området, lyder det i en udtalelse.
Turister, der havde planlagt besøg på bjergstationen mellem søndag og torsdag, vil få aflyst deres tur og få pengene tilbage, skriver Aftonbladet.
/ritzau/