Local Eyes-fotograf dømt for seksuelt overgreb

Den 44-årige Local Eyes-fotograf Christian Thøgersen er blevet kendt skyldig i et seksuelt overgreb begået mod en kvinde under fotografering

44-årige Christian Thøgersen er ved Retten i Svendborg blevet kendt skyldig i at have begået et seksuelt overgreb under en fotosession på en adresse i fynske Ringe.

Det viser en aktinsigt, som Presse-fotos.dk har fået i retsbogen og dommen fra sagen.

Ifølge rettens kendelse foregik det seksuelle overgrebet under en fotosession mellem den 44-årige fotograf og kvinden.

Her skulle kvinden smøres ind i babyolie, og det var i den forbindelse, at Christian Thøgersen begik overgrebet.

I kendelsen lyder det, at han under fotosessionen spredte kvindens ben og smurte hendes inderlår ind i babyolie, mens han befølte hende i skridtet.

Trods kvinden ifølge retten sagde stop, fortsatte den 44-årige fotograf med at smøre hendes bryster, mave og venusbjerg ind i babyolien, hvilket var med til at krænke kvindens blufærdighed.

I domsbogen fremgår det, at Christian Thøgersen i retten har forklaret, at han på forhånd selv havde spurgt det kvindelige offer, om hun ville smøre sig ind i babyolien – men det havde hun ifølge Christian Thøgersen sagt, at han skulle gøre.

Den 44-årige fotograf har videre forklaret, at han ikke rørte hende i skridtet, men at han var tæt på, da han skulle smøre hende i lysken med babyolien.

Kvinden selv bestrider fotografens forklaring.

Hun har i retten forklaret, at hun havde fortalt Christian Thøgersen, at hun godt selv kunne smøre sig ind i babyolien – men at han fortalte, at han skulle gøre det.

Derefter smurte han ifølge kvinden hende ind i babyolie både på for- og bagsiden, hvor han rørte hende på skridtet, brysterne og numsen.

Kvinden fortalte i retten, at hun synes, det var meget ubehageligt og havde sagt stop flere gange – blandt andet tidligere under fotosessionen, da Christian Thøgersen ifølge kvinden forsøgte at kysse hende.

Retten har fundet kvindens forklaring meget sikker, tydelig og detaljeret, mens den også understøttes af et vidnes forklaring om det efterfølgende forløb, ligesom en række andre forhold spiller ind.

Retten i Svendborg har på den baggrund idømt den 44-årige Christian Thøgersen en straf på 30 dages betinget fængsel.

Derudover skal han betale godtgørelse på 10.000 kroner til kvinden for at have krænket hendes blufærdighed.

Retten har i straffen lagt vægt på karakteren af berøringenerne, på den 44-årige fotografs gode personlige forhold, og at han er tidligere ustraffet.

Den 44-årige Christian Thøgersen er tilknyttet det landsdækkende fotobureau Local Eyes.

Presse-fotos.dk har flere gange forsøgt at række ud til virksomheden, men ansvarshavende chefredaktør og bestyrelsesmedlem Jakob Jensen ønsker endnu ikke at tage stilling i sagen.

Ifølge Jakob Jensen er sagen anket til landsretten.

Sagen er både forsøgt afgjort den 23. januar og den 15. april, men først gjorde administrative fejl, at der ikke mødte en anklager op, og efterfølgende gjorde fejl med et videolink, at sagen igen blev udskudt.

Presse-fotos.dk er i forbindelse med sagen gjort bekendt med, at der er blevet oprettet flere Facebook-grupper, hvor der advares mod den pågældende fotograf.