Mads P. i kæmpe donation til dansk cykelsport

Artiklen fortsætter under annoncen
Artiklen fortsætter under annoncen

Deltagelse i mesterskaber kan gøre forskellen på, om en ung rytter bliver professionel, påpeger Pedersen.

Næste generation af danske cykeltalenter skal have samme muligheder, som forgængerne havde.

Sådan lyder forklaringen på, at cykelrytteren Mads Pedersen har doneret 100.000 kroner og bortauktioneret udstyr fra Tour de France for at hjælpe den økonomisk pressede Danmarks Cykle Union (DCU).

– Jeg kan huske, hvor meget det betød for mig at køre VM i Firenze i 2013 og stå ved siden af profferne som juniorrytter. Det gjorde en verden til forskel.

– Et godt resultat for en U23-rytter ved VM eller EM kan jo gøre forskellen på, om de bliver professionelle eller ej.

– Nu havde jeg muligheden og det økonomiske råderum til at gøre det, og så ville jeg gerne det, siger Mads Pedersen.

Danmark sendte sidste år hverken juniorer eller U23-ryttere til VM i Rwanda.

I år var der også lagt op til et noget skrabet VM-hold, indtil Pedersen trådte til med sin pengegave.

Helt konkret betød det, at landstræner Michael Mørkøv kunne udtage yderligere to ryttere til fredagens U23-linjeløb, så Danmark opfyldte den tilladte kvote på seks.

– Idéen er, at vi skal have sendt ryttere afsted – om ikke andet så til EM i oktober. Men det er ikke op til mig at beslutte, hvordan pengene skal bruges, siger Mads Pedersen.

Auktionen over hans speedsuits, rygnumre og grønne tøjbamser fra sommerens Tour de France indbragte lidt over 40.000 kroner til projektet.

Pedersen opfordrer til, at sponsorer eller idémænd træder til, så DCU ikke i fremtiden skal lade ryttere blive hjemme fra store mesterskaber, fordi der ikke er råd til at sende dem afsted.

– Jeg ved, hvor meget DCU kæmper for det, selv om de tit får skældud for, at der ikke er penge til det hele. Men det er der bare ikke.

– Så hvis der sidder et geni, der har en god idé til, hvordan der kan blive skabt et par millioner, så tror jeg, det bliver taget imod med kyshånd. Der må være nogen, der har den samme følelse for cykling, som jeg har, siger Mads Pedersen.

Han peger på, at man er nødt til at investere i fremtiden, hvis dansk cykling fortsat skal tilhøre verdenseliten, når den nuværende “gyldne generation” takker af.

– Der er jo nogle, der skal tage over. Vi er ved at blive gamle mange af os. Det går jo den vej med os alle sammen. Der skal passes på ungdommen, og de skal have muligheden for at komme videre, fastslår 30-årige Pedersen.

RITZAU

Annonce
Annonce
Annonce