Cecilie Uttrup har ikke vundet i næsten tre år, men er fast besluttet på at kæmpe sig tilbage i verdenstoppen.
Cecilie Uttrup Ludwig glæder sig til at være kaptajn ved VM.
Med Solbjørk Minke Anderson som eneste holdkammerat er det godt nok ikke noget stort hold, hun har bag sig i kvindernes linjeløb. Men bare det, at det er hende, der bliver satset på, er et fremskridt.
For i dagligdagen på Canyon-holdet er hun efterhånden blevet mere eller mindre fast hjælperytter.
– Det har handlet meget om at køre for Kasia Niewiadoma, og det er okay, for jeg har ikke selv været god nok.
– Men det har krævet omstilling. Da jeg var på FDJ, var det mig, der blev kørt for i rigtig mange løb. Jeg har skullet vænne mig til, at det er det ikke længere.
– Nogle gange har jeg ikke engang været den sidste rytter, der skulle sidde ved Kasia. Jeg er blevet brugt ret tidligt, siger Cecilie Uttrup Ludwig.
Derfor er der blevet mere stille om den 31-årige københavner, der i en årrække hørte til i den absolutte verdenselite.
Mellem 2021 og 2024 vandt hun syv løb med World Tour-status, den øverste løbskategori.
18 professionelle sejre står der i alt på hendes cv. Men man skal næsten tre år tilbage for at finde den seneste på en etape i Tour Down Under i januar 2024.
– Det skal da helst ikke være slut med sejre endnu. Jeg vil tilbage. Nu skifter jeg hold til næste år, og så skal der andre boller på suppen, siger hun med et grin.
Hendes forår var ikke noget at skrive hjem om, men hun fornemmer, at det går bedre efter en sommerferie, der blev lovlig lang.
– Da jeg ikke blev udtaget til Tour de France, havde jeg pludselig helt vildt meget tid til at træne. Det gav mange ugers hård træning.
– Nu synes jeg, at jeg er ved at finde lidt tilbage til “gamle Cille”. Jeg ved ikke, hvor hun er blevet af, men jeg har arbejdet hårdt for at komme ud på den anden side, siger Cecilie Uttrup Ludwig.
Med sine mange højdemeter passer VM-ruten i Montreal godt til en rytter med hendes kvaliteter.
Og selv om det på forhånd ser svært ud for det danske minihold, ser hun frem til lørdagens 180 kilometers arbejde med spænding.
– Det bliver fedt. Jeg glæder mig. Hør her, det er VM. Når vi har trænet på ruten, har man kunnet mærke den der sitren, siger Cecilie Uttrup Ludwig.
Kvindernes linjeløb begynder lørdag klokken 15 dansk tid.
RITZAU