Kvinder skal overvåges på gaden

Fra efterårets demonstration i København mod det iranske regime

Videokameraer skal gøre de iranske myndigheders jagt på kvinder uden tørklæde lettere og mere effektiv

De iranske myndigheder har taget nye midler i brug for at sikre, at kvinder overholder Irans regler om tækkelig påklædning.

Således er myndighederne begyndt at opsætte overvågningskameraer på offentlige steder for at registrere kvinder, der ikke bærer tørklæde.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Reuters henviser til en udtalelse udsendt via det statslige, iranske nyhedsbureau Mizan.

Hvis en kvinde uden tørklæde bliver registreret på en af myndighedernes overvågningskameraer, modtager hun en advarselsbesked på sin mobiltelefon.

Her fremgår det, hvad konsekvenserne for forseelsen bliver.

Tiltaget skal “forebygge modstand mod loven om hijab”, hedder det i udtalelsen. En hijab er et tørklæde, der dækker en kvindes hår.

Det er obligatorisk at bære hijab i det offentlige rum i Iran. Men mange iranske kvinder har protesteret mod kravet, efter at den unge kvinde Mahsa Amini sidste år blev pågrebet af det iranske moralpoliti.

Det blev hun, fordi hun ifølge politiet ikke var tilstrækkeligt tildækket.

Mahsa Amini døde i moralpolitiets varetægt. Hendes død fik kvinder i store dele af Iran til at protestere mod loven om hijab. Samtidig fik hændelsen kvinder til at trodse det iranske styre og smide tørklædet.

Godt et halvt år efter at protesterne begyndte, ses kvinder stadig uden tørklæde i indkøbscentre, på gaden, på restauranter og andre steder i det offentlige rum, skriver Reuters.

Det er til trods for, at de risikerer at blive anholdt, hvis de ikke overholder det religiøse styres regler om, hvordan kvinder skal gå klædt.

Reglerne blev indført i forbindelse med den iranske revolution i 1979. Da blev det eksisterende, sekulære styre omstyrtet og udskiftet med et islamisk præstestyre, som er baseret på sharialov.

Ifølge reglerne skal kvinder skjule deres hår med et tørklæde og desuden bære lange klæder, der ikke er tætsiddende.

Irans indenrigsministerium gjorde det klart i en udtalelse i slutningen af marts, at styret ikke har planer om at droppe kravet om tørklæde trods den folkelige modstand.

For tørklædet er “en af den iranske nations kulturelle grundpiller”, argumenterede ministeriet.

/ritzau/