Kvinde taget i Københavns Lufthavn: Havde slugt et kilo narko!

Arkivfoto

For to uger siden fandt toldere i Københavns Lufthavn omkring et kilo narkotika i kroppen på en kvindelig rejsende.

Det oplyser Toldstyrelsen i en pressemeddelelse.

Kvinden blev 18. august udtaget til kontrol ved en gate på baggrund af en konkret risikoprofil.

Først blev hendes bagage kontrolleret, inden en scanning viste, at hun havde slugt mellem 80 og 100 kugler, der tilsammen indeholdt et kilo narkotika.

Kvinden blev anholdt i lufthavnen og kørt på hospitalet.

– Vi ser med jævne mellemrum sager med rejsende, der har slugt ulovlige stoffer, siger funktionsleder i Toldstyrelsens kontrolenhed i Københavns Lufthavn Mette Helmundt i pressemeddelelsen.

– Toldstyrelsen ser med stor alvor på disse sager, da det er en meget farlig måde at smugle narkotika på. Hvis der går hul på en af de slugte kugler, kan det være forbundet med akut livsfare.

Sagen er overdraget til Københavns Politi for videre efterforskning. Her skal det samtidig afklares, hvilken type narkotika der er tale om.

Kvinden forklarede til tolderne, at hun skulle på ferie i Danmark, men kunne ikke fortællere mere om sin tur.

Toldstyrelsen stopper langtfra alle rejsende, men bruger blandt andet data til at finde de rigtige at kontrollere, lyder det.

Styrelsen samarbejder med politiet om kontrollen af forskellige former for narkotika for at begrænse ulovlig indførsel og handel i Danmark.

Først tilbageholder styrelsen de ulovlige stoffer ved alle landets grænser, inden sagerne overdrages til politiet.

Sidste år registrerede Toldstyrelsen lidt over 3300 sager om narkotika og tilbageholdt 555 kilo hash, 112 kilo kokain og 50 kilo amfetamin.

Antallet af narkotikasager i 2021 var 2912. Ifølge Toldstyrelsen skyldes sidste års stigning, at der i 2021 var begrænset rejseaktivitet på grund af coronapandemien.

OBS: Personerne på billedet her på artiklen har intet med smugler-forsøget at gøre.