Johnny Madsen døde i starten af november. På trods af at den 73-årige musiker ikke længere er iblandt os, lever han i bedste velgående.
Mandag den 4. november gik den 73-årige folkekære rockmusiker og kunstmaler bort efter længere tid med helbredsproblemer.
Det oplyste hans familie til Ekstra Bladet.
“I mindet vil han være i vores nærhed”, udtalte sønnen Rasmus Madsen til mediet i forbindelse med dødsfaldet.
En lille måned efter hans død landede en ny biografi om Johnny Madsen så i boghandlerne. Det var musikerens mangeårige ven og manager, Henrik ‘Røde’ Jensen, der havde skrevet bogen.
På trods af at familien var rasende over bogens udgivelse, som de mente var blevet offentliggjort imod den afdøde musikers vilje, lader det nu til, at danskere har taget biografien til sig.
Ifølge forbrugeranalytiker hos prissammenligningstjenesten PriceRunner, Brian Kjer Sommer, har danskerne således søgt efter biografien i stor stil.
“Den folkekære Johnny Madsen sidder tungt på første pladsen over de mest populære biografier. Bogen ‘Tilværelsen blev min skæbne’ er absolut også den mest populære bog her i Black Week med næsten 15 procent af alle bogsøgninger,” siger han til Ekstra Bladet og tilføjer:
“Det bliver et hit under juletræet.”
Henrik ‘Røde’ Jensen har under hele forløbet påstået, at han havde en fortrolig aftale med Johnny Madsen om at udgive bogen.
Han fastholder fortsat, at Johnny Madsen ønskede, at der efter hans død ikke kun skulle udkomme en bog, men også en række videopodcasts, som blev skabt mellem de to mangeårige venner.