Igen: Politiet indfører visitations-zoner efter flere knivstik

Efter flere knivstik i København har Københavns Politi bebudet, at de indfører visitationszone på dele af kvartererne Nørrebro og Nordvest.

Politiet kan visitere alle, der befinder sig i en visitationszone, uden, at ordensmagten har en konkret mistanke om, at personen har overtrådt loven.

Københavns Politi skriver på Twitter:

“Fra i dag kl. 18 og frem til den 22. februar etableres en visitationszone på del af Nørrebro og i Nordvest. Her har politiet udvidede muligheder for at visitere personer og undersøge køretøjer for at finde eventuelle våben.”

Mandag var der skyderi på Nørrebro. Der var knivstik i København både lørdag i Vanløse og søndag aften på Ydre Nørrebro. Desuden var der otte dage tidligere to knivstik i København på samme aften.

Efter flere knivstiks-episoder i det storkøbenhavnske område havde politiet indført visitationszone i slutningen af december. Den zone valgte de at droppe midt i januar.