Færdselsuheld i Espergærde: Bilist faldet i søvn!

Politiet mistænker, at en bilist kortvarigt var faldet i søvn, og at dét forårsagede et færdselsuheld på Kongevejen i Espergærde tidligt onsdag.

“Vi modtog anmeldelsen kl. 07.30, og der er tale om et frontalt sammenstød mellem to bilister. Vores formodning er, at den bilist, der forårsagede sammenstødet, kortvarigt var faldet i søvn,” oplyser presseafdelingen hos Nordsjællands Politi til presse-fotos.dk

“Da vi undersøgte bilen nærmere, viste det sig, at der var våben i den bil, der forårsagede sammenstødet. Den mandlige fører kommer derfor i grundlovsforhør, hvor han er sigtet for ulovlig våbenbesiddelse,” lyder det videre fra Nordsjællands Politi.

Ifølge Ritzaus Bureau drejer det sig om, at manden havde en pistol i bilen.

LÆS OGSÅ: Se video: To biler kørt sammen – giver kø i morgentrafikken

Politiet har desuden testet føreren for, om han kørte i påvirket tilstand. Politiet kender i skrivende stund endnu ikke resultatet af denne test.

Bilisten i den anden bil blev kørt til Hillerød Sygehus efter sammenstødet, men denne bilists kvæstelser er ikke livstruende.

Kl. 08.32 blev Kongevejen igen åbnet for trafik efter uheldet.

Opdatering kl. 13.35: Den sigtede blev varetægtsfængslet i 14 dage.