F-16 kampfly på vingerne over Bornholm

De to F-16 kampfly, der kom til klippeøen den 15. februar, var på vingerne mandag.

Flyene er blevet sendt til Bornholm, som et led i den danske regerings skærpelse af beredskabet, grundet den skærpede europæiske sikkerhedssituation, som primært skyldes det russiske pres på Ukraines grænser de seneste uger.

Presse-fotos.dk har været i kontakt med Forsvarskommandoen for at høre nærmere om flyenes tur over den bornholmske himmel, men pressevagten ved Forsvarskommandoen oplyser, at man af operationelle hensyn ikke kan oplyse nærmere om, hvad flyene lavede og i hvilken sammenhæng de fløj rundt.

I pressemeddelelse den 8. februar forklarede forsvarschefen, general Flemming Lentfer, flyenes formål.

– I løbet af den kommende tid vil også to F-16 kampfly blive placeret på Bornholm for at styrke det nationale afvisningsberedskab.

– Det er vigtigt at slå fast, at der for nuværende ikke er en øget trussel mod Danmark eller Bornholm for den sags skyld. Vi styrker vores militære muligheder for at kunne reagere hurtigere, hvis situationen kræver det, fortsatte forsvarschefen.

Ifølge pressemeddelelsen, forudser Forsvaret, at det skærpede beredskab foreløbigt forløber indtil udgangen af marts måned.

Ud over de to kampfly på Bornholm, så omfatter skærpelsen af beredskabet placeringen af en 7-800 mand stor kampbataljonen og en klargøring af en fregat.

Alt sammen gøres klar af Forsvaret, så der kan reageres hurtigt, hvis situationen kræver det, fremgår det af pressemeddelelsen.

Kampbataljonen, som er tilmeldt NATO’s beredskab, skal fremover have en reaktionstid på mellem 1-5 dage i modsætning til de 30 dage, den har været hidtil.

Bataljonen vil holde til i Slagelse.

Fregatten skal stå for nationale opgaver, som blandt andet omfatter øget overvågning af danske farvande, Østersøen og støtte til transportopgaver.