Ekspedient stukket ned: Blev såret – men jagtede røvere til fods

En ekspedient blev tirsdag eftermiddag stukket ned under et røveri mod en juvelér i Grønnegade i det centrale København.

Det afholdt ham imidlertid ikke fra at forsøge at jagte røverne til fods. Det skriver Ritzaus Bureau.

På det nærliggende Kongens Nytorv fik ekspedienten øje på en politipatrulje, som han kontaktede. Det skete blot to minutter efter alarmen om røveriet var indløbet hos Københavns Politi.

LÆS OGSÅ: Knivstikkeri på Kgs. Nytorv: En person kvæstet

“Vi har anholdt tre mænd, som vi formoder er gerningsmændene,” fortæller vagtchef hos Københavns Politi, Michael Andersen, til presse-fotos.dk

Efter anmeldelsen om røveri og knivstik holdt metrotogene op med at standse på Kongens Nytorvs metrostation. Formålet var at undgå, at gerningsmændene kunne flygte i metroen.

LÆS OGSÅ: Knivstik og røveri midt i København: Politiet anholder en person mere

Ekspedientens knivlæsion er ifølge vagtchefen ikke alvorlig.

“Vi efterforsker stadig på gerningsstedet. Vi vil også gerne have, at vidner henvender sig. De kan ringe på telefon 114,” siger Michael Andersen.