Knivstikkeri på Kgs. Nytorv: En person kvæstet

En person er tirsdag eftermiddag blevet stukket ned med kniv på i Indre By

Københavns Politi er netop rykket talstærkt ud til Kgs. Nytorv i København i forbindelse med et knivstikkeri.

Kort forinden har tre mænd begået et røveri mod en juvelerforretning i Grønnegade.

Det oplyser vagtchef ved Københavns Politi, Michael Andersen, til B.T..

“Vi har en anmeldelse om et røveri i Grønnegade klokken 15.09, og klokken 15.11 fik vi en anmeldelse om et knivstikkeri på Kongens Nytorv,” fortæller vagtchef Michael Andersen til mediet.

Det er endnu ikke til at sige, om der er sammenhæng mellem knivstikkeriet og røveriet. Men det er en tese, som politiet arbejder ud fra.

Københavns Politi oplyser, at en person er blevet stukket ned med kniv.

SE OGSÅ: MELDINGER OM KNIVSTIKKERI I KØBENHAVN

To mistænkte gerningsmænd er blevet anholdt. De sættes begge i forbindelse med røveriet og knivstikkeriet. En gerningsmand er fortsat på fri fod.

Presse-fotos.dks udsendte oplyser, at politiets arbejde på stedet har konsekvenser for metrotrafikken.

Tilstanden på den knivstukne person er på nuværende tidspunkt ikke oplyst.

Opdatering kl. 17.05: Kongens Nytorv Metrostation er genåbnet.