Københavns Kommune sætter nu fart i sagsbehandlingen af lokalplaner. Planerne er en forudsætning for, at byen kan udvikle sig, for at der kan blive bygget flere boliger og eksisterende bygninger kan ændres fra erhverv til private boliger.
Fremover skal Københavns Kommunes Klima-, Miljø og Teknikforvaltning selv have mulighed for at vedtage simple lokalplaner. Det skal altså kunne lade sig gøre, uden at det først skal godkendes fra politisk hånd.
Det skriver forvaltningen i en pressemeddelelse.
Videre skal bygherrer – som et forsøg – have mulighed for selv at skrive lokalplanforslag.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Tingene er nogle af de greb, der nu tages i brug, så man kan nedbringe ventetiden på lokalplaner i Københavns Kommune.
Line Barfod, der er klima-, miljø- og teknikborgmester i Københavns Kommune, kalder det en bunden opgave.
“København mangler i den grad betalbare boliger, så alle dem, der arbejder og studerer i byen, også har mulighed for at bo her, og byen ikke kun bliver for de rigeste. Vi har fået godt styr på sagsbehandlingstiden for byggetilladelser, og nu skal vi have afviklet ventetiden for lokalplaner,” siger hun.
Som en del af indsatsen har kommunen bedt almene og private bygherre samt udviklingsselskaber om at komme med forslag til områder, hvor sagsbehandlingen kan effektiviseres.
I pressemeddelelsen står det eksemplificeret, at udviklere og bygherre blandt andet savner prioritering af konkurrerende hensyn.
Det omhandler konkret bevaring, grønne områder og træer og placering af kommunale funktioner.
De har derudover også fremhævet, at en høj detaljeringsgrad i lokalplanerne kan betyde, at der er behov for flere dispensationer i den efterfølgende byggesag.
En af dem, der har givet sit besyv med til kataloget er Lars Weiss, der er direktør for byudvikling hos Urban Partners. Han sætter stor pris på den indsats, der bliver lagt i, at processerne bliver mere effektive.
“Skal København have flere boliger, kræver det effektive lokalplanprocesser. Lange sagsbehandlingstider er ikke i nogens interesse, og derfor er det positivt, at kommunen og branchen sammen arbejder for at gøre processerne hurtigere og mere smidige,” siger Lars Weiss.
Forvaltningen kommer nu til at indarbejde forslagene i det katalog over indsatser, der skal styrke fremdriften i udarbejdelsen af lokalplaner.
Det bliver fremlagt for politikerne mandag den 5. oktober.