Påkørt elg udstilles

Artiklen fortsætter under annoncen
Artiklen fortsætter under annoncen

Mandag blev en elg påkørt på Helsingørmotorvejen. Fredag vises elgens døde krop frem som del af Kulturnatten.

Mandag morgen blev en elg i Nordsjælland påkørt af en bilist og blev efterfølgende fundet død.

Fredag udstilles elgens døde krop på Københavns Universitets Veterinærskole på Frederiksberg som en del af Kulturnatten i København.

Det oplyser universitetet til Ritzau.

Her vil det være muligt for besøgende blandt andet at se elgens hoved, hjerte og luftrør, som bliver vist frem, lyder det.

(Artiklen fortsætter efter billedet)

Elg, illustrationsfoto.

Elgen er ifølge Danmarks Nationalleksikon den største af alle hjorte og findes ikke som naturligt vildtlevende bestand i Danmark.

I Lille Vildmose i Himmerland blev der i 2015 sat en bestand af svenske elge ud, som går bag indhegning.

Den bestand er siden vokset, og i 2020 kunne man tælle omkring 20 af det store hjortedyr.

Selv om elgen som vildt dyr ikke lever naturligt i Danmark, så ses der indimellem vilde elge.

I september rapporterede en gårdejer ved Hundested ifølge Nordsjællands Politi om, at en vildtgående elg havde ødelagt et hegn ved hans ejendom.

Elgen forsvandt i retning mod Ullerup Skov.

De vilde elge, som findes i Danmark, formodes at stamme fra Sverige, da elgen kan svømme.

Ved den forestående begivenhed Kulturnatten er det ikke første gang, at et dødt dyr bliver vist frem til offentligheden.

I 2014 blev en giraf ved navn Marius aflivet og efterfølgende dissekeret i Københavns Zoologiske Have.

Havens besøgende kunne her følge den proces, hvor dyrlæger dissekerede dyret, som efterfølgende blev brugt som foder til store rovdyr.

Det medførte dengang utilfredshed med Københavns Zoo, som ifølge DR modtog dødstrusler til direktøren, som også modtog omkring 40.000 mails.

Aflivningen skete dengang for at undgå indavl.

RITZAU

Annonce
Annonce
Annonce