Retten i Aarhus har idømt fire unge mænd i alderen 19 til 24 år straffe på mellem fem år og seks måneder til seks års fængsel for særligt groft og systematisk databedrageri af især ældre borgere.
Det skriver Retten i Aarhus i en pressemeddelelse.
To af mændene fik fem år og seks måneders fængsel, mens de andre to fik seks år.
Mændene var tiltalt for 436 databedragerier ved at ringe til de forurettede og udgive sig for at være fra deres bank, Nets, Netbanken eller lignende.
Opkaldene startede ifølge anklageskriftet den 24. november 2020 og fortsatte frem til 3. februar 2022.
LÆS OGSÅ: Person mister livet efter genoplivningsforsøg
I telefonen fortalte mændene, at de forurettede skulle undgå misbrug, og derfor var det nødvendigt, at deres familiemedlemmer udleverede kontooplysninger, kortoplysninger eller oplysninger til NemID.
Derefter anvendte mændene oplysningerne til blandt andet at foretage eller forsøge at foretage køb på webshops.
I alt tabte eller risikerede de forurettede at tabe over 15 millioner kroner, lyder det i pressemeddelelsen.
Dommen er afsagt af en enig domsmandsret.
Retten har lagt vægt på blandt andet, at databedragerierne var omfattende og systematiske, samt at de blev begået over en lang periode af flere.
Den lagde desuden vægt på, at “de tiltalte på kynisk vis særligt udså sig ældre borgere og udnyttede deres tillid til pengeinstitutter”, skriver retten.
De fire dømte er Nazakat Shahid Ali, Mahmoud Ahmad Amche, Ahmed Ismail og Sabir Ahmed Mohamed.
Én mand ankede, mens resten tog betænkningstid.