De forsøgte at dræbe Frank tre gange: Anklager kræver 15 års fængsel

En 39-årig kvinde og hendes 40-årige mand står til fængsel i 15 år for drabet på Frank Dan Nørgaard Jørgensen.

Kravet kommer fra specialanklager Jesper Rubow, efter at ægteparret og en 24-årig kvinde onsdag ved Retten i Randers blev fundet skyldige i drabet.

Udgangspunktet på 12 års fængsel skal ifølge anklageren fraviges, da ægteparret også er fundet skyldige i tre forudgående drabsforsøg.

Her blev Frank Dan Nørgaard Jørgensen i ugerne forud lokket til en adresse i Nimtofte på Djursland, hvor han efter planen skulle slås ihjel.

LÆS OGSÅ: Dommen er faldet: Tre personer skyldige i drab på Frank på Djursland

Planen var blandt andet, at manden skulle klemmes under en bil. Men det mislykkedes i de tre tilfælde, da Frank Nørgaard slap væk.

Det er ifølge anklageren skærpende, at drabet blev begået af flere personer i forening og efter forudgående planlægning.

En 24-årig kvinde er fundet skyldig i medvirken til drabet, ligesom hun efter rettens vurdering også medvirkede ved ét drabsforsøg.

Hun står efter anklagerens opfattelse til 14 års fængsel.

LÆS OGSÅ: Drabet på Djursland: Mand dømt for bortskaffelse af Franks lig

Den sidste af de fire tiltalte – en 24-årig mand – har efter rettens vurdering ikke medvirket til drab eller deltaget i planlægningen af det.

Han står efter anklagerens opfattelse til mindst otte måneders fængsel for usømmelig behandling af liget og bortskaffelse af beviser.

40-årige Frank Dan Nørgaard Jørgensen blev dræbt 14. juli sidste år på en landejendom i Nimtofte.

Han blev ifølge anklageskriftet tæsket med et jernrør og efterfølgende kvalt.

LÆS OGSÅ: Fire personer tiltalt for drab på 40-årig mand på Djursland

Tidligere er en 26-årig mand – Jesper Jensen – idømt 12 års fængsel, efter at han tilstod medvirken til drabet.

Onsdag eftermiddag fortsætter retssagen med forsvarsadvokaternes bemærkninger om strafudmålingen.

Der afsiges efter planen endelig dom i sagen fredag eftermiddag.