En kvindelig butikstyv endte med at få en sigtelse for vold.
Det skriver Østjyllands Politi i deres døgnrapport.
Mandag ved middagstid opdagede en butiksdetektiv en kvinde i et supermarked på M. P. Bruuns Gade i det centrale Aarhus, som var ved at gå ud af butikken med noget chokolade, som hun ikke havde betalt for.
Den 28-årige kvinde afleverede velvilligt varerne retur. Men derefter skete der noget uventet.
Hun svingede sin højre arm og ramte butiksdetektiven med en flad hånd i ansigtet.
En patrulje var kort efter på stedet, hvor de overtog håndteringen af den 28-årige kvinde, der blev sigtet for både butikstyveri og vold.